Louise Juhl

Jeg forklæder det, jeg vil sige: Nu ligner det en måneraket, en finurlig obelisk, en sandhed uden kant
“Se!”

Jeg siger ting alene ved hjælp af læbernes krumning og taler med samme omhyggelighed, som en astronaut, der bevæger sig i lufttomt rum.
A-G-L-A-R-R-zz

Jeg er vægtløs, sætter ingen mærker, alt giver efter.

Hele tiden er jeg det her ganske, ganske lille skridt fra menneskeligheden.