Louise Juhl

Jeg var på roadtrip i en Citroén, jeg havde arvet efter et fransk filmselskab. Bilen var med automatlås, men låsemekanismen havde sat sig fast, hvorfor jeg ikke havde mulighed for at komme ud af bilen. For at undgå panik, valgte jeg at forholde mig voksent til min skæbne:
“Min krop er et karosseri, mit udsyn begrænset af et par blinde vinkler, til gengæld har jeg sidespejle og bremselygter”. Jaja. Ja.

Jeg sad således en hel nat og sang “Petersen og Poulsen og Pallesen og Pil”, og havde en fornemmelse af, at mit eventyr snart ville ende, at min sang i virkeligheden var udtryk for voksende desperation, at jeg var ved at blive vanvittig af ensomhed, fastlåst som jeg var i et kropskarosseri i en roadmovie uden instruktør. Og hold nu kæft jeg sang, højere og højere:
“Bilen havde ingen hjul og heller ingen rat, men det var osse lige fedt, for det var nemlig nat”

Og jeg forventede hele tiden, at jeg ville bryde ud! At jeg ville slå sideruden itu med mine bare næver, at jeg med rindende blod og en halvt overrevet pulsåre ville kravle ud af min skæbne, at jeg som en QueenKong ville slå mig på brystet og forlange min frihed.
At jeg ville vandre hundredevis af kilometer, indtil jeg ville nå en by, hvor jeg, stærkt forkommen, ville blive mødt af tililende mennesker med hjerte- og husrum, at jeg ville føle mig fri og forløst og parat til et helt nyt liv i en hel ny by i et helt nyt land, uden bil ganske vist, men hvad.

Der skete bare ikke en skid!
Jeg har nu sunget den samme sang om Pallesen og Pil og posemandens bil hundredevis af gange, jeg er hæs og en lille smule sulten, og den der finurlige krølle på historien, der skulle komme her, [lige her!], og som skulle få alle, ikke mindst jeg selv, til at ånde lettet op, den kommer ikke.
Snip, snap, snude-løs.