Louise Juhl

Jeg havde en drøm, hvor jeg var omsorgsværge for en retspsykiatrisk fange, indsat i tidsubestemt forvaring. Jeg havde valgt at drage omsorg for hans ve og vel, mest fordi jeg mente at straffen var urimelig, at tidsubestemt straf var en uhørt grusomhed, ja at alle burde vide, hvornår de havde udstået deres straf.
Jeg besøgte ham dagligt og lyttede omhyggeligt til hans enetaler om overmennesker og undermennesker, og om hans lystfølelse ved at se andre lide.
Det var ikke så meget andre menneskers smerte, han nød, betroede han mig, men angsten i offerets øjne, angsten for at smerten skulle vende tilbage.
Dén angst, sagde han, var det bedste af det hele.

Og jeg lyttede og forsøgte virkelig at forstå, hvor den lyst stammede fra, ja jeg spurgte ham, hvordan han kunne føle glæde, ved at sprede frygt.
”Fordi jeg er ond”, svarede han.
Jeg modsagde ham, jeg fastholdt at ingen mennesker er onde, at ondskab altid dækker over noget andet, over sorg for eksempel.
Han trak mit ansigt helt tæt til sit og hviskede kærligt: ”Jeg er ond, tro mig!”.
Så slikkede han mig i øret, kyssede mig længe på munden og slap mit ansigt mens han vedblev at smile og se mig i øjnene.
Og jeg kunne se, at hans lem voksede i samme takt som min frygt gjorde.