Louise Juhl

Medicinen gør mig uskarp som øjet på en solsikke.
“Det dulmer”, siger lægen, jeg tænker, at det er et smart trick, magic bullshit, trylleplaster, sådan noget politikerne siger på tv, når de skal forklare, hvorfor fordelingen i verden er retfærdig trods sin uretfærdighed.
“Alt er relativt”, siger de og trækker linjer tilbage til Big Bang, viser hvordan altings ødelæggelse blev til altings opståen, ingen modsætning dér, konkluderer de, og jeg er så godt som overbevist, det-ene-med-det-andet-modellen.

Det samme med medicinen: Det er ikke fordi, det gør mindre ondt, når jeg tager den, men fordi smerten bliver mere sløv, mere uskarp, mere modsætningsløs.