Louise Juhl

Jeg blev forelsket i en ung kvinde, hun var norsk, havde kortklippet, afbleget hår, hun var brun på en særligt delikat måde, der kan opstå, når huden tager farve af solens genskin i sneen. Jeg var glad for hende, hun fik mig til at grine og drikke te og tale om rav, drivtømmer og flettede tasker.
Vi sad på en udtrækssofa og lagde ben over kors. Kyssede pjattet, nulrede næser. Det var vildt ok, jeg var helt oppe at køre over at opleve noget så intenst.
Jeg tænkte over, hvordan jeg skulle fortælle min mor, at jeg elskede en kvinde. Altså elskede, sådan med fede typer og alt, hvad den slags indebærer.

Jeg vidste, at min mor ville forstå, at hun ville smile og sige: “Hvad der gør dig lykkelig, gør også mig lykkelig”, og så ville hun kramme mig så kærligt, at jeg slet ikke ville kunne få vejret. Og vi ville slet ikke behøve at snakke mere om det, nej.

Så kom min mor ind, hvor vi sad, og så sig rundt. Min solbrune delikatesse tændte en smøg, jeg drak af min te, vi flettede ben. Min mor så på os. sådan virkelig, virkelig længe, åbnede så vinduet på vid gab og råbte, at rygning ikke bare tog livet af den, der røg, men også af alle andre. At meget ville hun stå model til, men rygning? Aldrig!

Så gik hun.
Vi anede ikke, hvad vi skulle sige, så vi kyssede. Hun smagte af røg, syntes jeg.