Louise Juhl

(Jeg tænker, at det nok er sådan det er, at være den forsvundne brik i et puslespil med rundt regnet 6 milliarder brikker)

så går jeg hen til en sø, bare for at gå hen til en sø, så ser jeg en guldsmed så tung, at den ikke kan flyve, og det er vildt rørende, som den alligevel forsøger sig, tager tilløb og basker og slår sig i sit ikke-eksisterende tøjr, for til sidst bare at være sig sin skæbne bekendt,
jeg tænker ting, der intet har med mine tanker at gøre,
at vand ikke er vådt på afstand, for eksempel, eller at jeg ikke kan tage bad i forventningen om at blive ren, der skal mere til, langt mere,
pointen er, at mine erfaringer sjældent overensstemmer virkeligheden, jeg oplever muligvis at være en guldsmed eller et vaterpas i ubalance, spørgsmålet er så, om min erfaring er virkelig og om virkeligheden kan kaldes en erfaring,

det er der, kæden hopper af, og jeg bliver så afsindig træt,

det er jo ikke fordi, der er noget galt med at lægge puslespil, udover at det er frygtelig kedeligt, når det lykkes, jeg fatter ganske enkelt ikke, hvad jeg skal med det såkaldt “samlede billede”: betrække hynder med det?
jeg foretrækker at være en vegetarisk slagterhund: håbløs akavet og lykkelig sådan.