Om vrede

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen – gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om gyngestativer og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen

Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevne og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.

Havde det bare været flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Men hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel tilstede. Nej, vreden er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hun har derfor i stedet valgt tristheden. De nedslåede øjne: langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Får sin tyste applaus af uudtalt medfølelse; opnår en krigsveterans fredning. Og hun ved det.

Vreden? Den lægger sig som giftigt spy bag hendes malede øjenlåg. Udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller som hviskende spydigheder bag hækken. Næsten uhørligt.