Louise Juhl

Som barn legede jeg ikke med ting, kun med mig selv, nogle dage var jeg en dukke, andre dage et møbel, jeg kunne indrette rummet med, det allerbedste var de dage, jeg legede matematik: “Lille ben”, kunne jeg sige til det ene af mine ben, “i dag er du ikke et ben, men et firtal, et skridt og et skridt til, så har jeg tolv ben, en hel tabel”, så blev der plusset og ganget, lagt til og trukket fra, jeg kom næsten altid hjem med flere ben, end jeg kunne gå på, det var svært at vælge, jeg fik altid ondt der, hvor jeg skar et ben af, min mor kaldte det for en fantomsmerte.

.