Louise Juhl

Min ven hedder Szabo, han er ni år yngre end mig. Vi mødes første gang til Sankt Hans, bålet er længe om at dø ud. Vi sidder tilbage som de sidste, Szabo synger: ‘Aoui nemes tundra tipi’. Den samme linje om og om igen. Aoui nemes tundra tipi. Han rokker kroppen fra side til side, ind imellem åbner han munden, blotter sine tænder. Eller han summer som et stort insekt, Szszszszsz.
Det bliver morgen, før vi skilles. De sidste gløder dør ud. Szabo rejser sig, tager mit ansigt imellem sine hænder og kysser mig. Hans løber er bløde, jeg lukker øjnene. Da jeg åbner dem igen, er han væk.

Næste gang vi ses er til et bryllup, han er klædt i en lyserød fjerdragt, brudeparret klapper i deres hænder: ‘Åh Szabo!’ Senere åbner de gaver: en champagnesabel, duge i damask, lysestager, en globus med lys. Szabo ser sig utålmodigt omkring, får så øje på kagen i fire etager. Lister hen og skærer det første stykke, tjeneren gisper, alle ved, at den slags betyder uheld. Fire måneder senere går parret fra hinanden, folk i byen taler. Om Szabo og kagen og ‘hvad er det egentlig også for et navn at bære rundt på?’
Men Szabo lader sig ikke mærke, han synger videre, aoui nemes tundra tipi. Kysser og klæder sig i fjer.

I maj inviterer han mig ud , ‘hvorfor ikke’ svarer han, da jeg spørger hvorfor. Vi tager i Tivoli, sejler i svanebåde og tager billeder af pantomimeteatrets optrædende: En dværg i trikot, en kvinde med øjne på stilke, en hest med et menneskes ansigt. Et par måneder senere ringer han og råber i røret: ‘Paris, here we come!’ Næste dag køler vi fødderne i en ornamenteret fontæne, drikker hvidvin og brækker brød til torvets fugle. En doven due lægger hovedet på skrå og ser os an, som om den vil sige: ‘Ikke her’. Szabo kaster et stykke brød: ‘A penny for your thoughts’. Men fuglen er ikke til salg, den spreder sine vinger og flyver, lader brødet ligge uspist tilbage på de ujævne brosten.
Næste dag vågner jeg derhjemme. Gardinerne er trukket for, det er langt oppe ad dagen, på sengebordet ligger en bog med gotiske bogstaver på forsiden: “Sagn og savn”. En halvdød bi maver sig frem i vindueskarmen, den støder mod glasset i ruden. Først én gang og så en gang mere, lægger sig derefter til at dø. Jeg lukker forsigtigt dens øjne og kigger ud fra bag gardinet. En bus i tre etager kører forbi. Chaufføren vinker, han har vinger i stedet for arme.