Louise Juhl

Han spørger: græder du?
Mine øjne må være løbet over.
Jeg har haft det sådan længe. Det startede med en svag summen i mine læber, så var det kæberne, der begyndte at gøre ondt. Ringen for ørene, ikke noget, der som sådan var værd at bemærke. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ved at nappe med to negle i underlæben (først ganske let, med tiden lidt dybere), kunne få den snurrende fornemmelse til at forsvinde. Bed jeg kæberne tæt sammen, slap spændingerne sit greb.
Men det er svært at holde styr på: nab-i-læben, knirk-i-kæben. Nu også små slag mod bagsiden af kraniet for at slå pinen ud af hovedet. Knække fingre hvert kvarter (huske ikke at glemme). Englehop mod rastløse ben, mavebøjninger mod angst.
Så det med gråden.

De er så trivielle, smerterne, jævne og virksomme. Huske, ikke glemme. Ikke føle, ikke røre, bare gøre. Følg efter tiden, undgå at se til siden.
“Livet er ladet med” – glasrens, tehætter og torsdagsnegle. Kroppen med en bundløs glæde, man falder og falder og falder igennem. Dagen køber en konsonant, et K for det kalvekrøsede hjerte og et M for modlys og haM, der spørger:
Græder du?