Åndelighed, min bare røv
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er fascineret af verden. Og mennesker. Af vand og viden og tro.
I går så jeg en dokumentar af Phie Ambo, den handlede om fedt og kalk. Eller: den handlede om punkter og bølger. Eller måske om forbindelser, dem vi kan se og dem, der er usynlige. Min kærestes far, for eksempel, påstår at kunne forudsige vejret ved at se på køernes placering på marken. Det passer hver gang.
Da min mormor døde, det var før mobiltelefonernes tid, sad vi i sommerhuset og spiste kartoffelmadder med purløg og hytteost, da vi kunne høre dæk i gruset nærme sig. Min mor sagde: Det er mormor. Og det var dét, eller det var en taxachauffør med et telegram, der fortalte, at min mormor var blevet indlagt, og at det var nu. STOP. Hvis vi ville sige farvel. STOP.
De, der stædigt fastholder kun at tro på, hvad vi ved, afviser den slags. Ofte med en hånligt rysten på hovedet og en lettere nedladende kommentar a la: Du tror måske også på julemanden? Den afskyelige snemand?
I udsendelsen spørger en kvinde Holger Bech Nielsen: Tror du vi i fremtiden vil tale om åndelighed som en disciplin – ligesom kvantemekanikken? Og den altid gode og nysgerrige forsker svarer: Vi vil nok kalde det noget andet end åndelighed.
Han afviser altså ikke, at der findes mere mellem himmel og jord, end det vi i dag kan måle, veje og bevise. Når et atom kan opføre sig forskelligt afhængigt af, om det bliver observeret eller ej, ja så kan forklaringen jo lige så godt være “en højere magt” som det kan være alt muligt andet. Det han reagerer på, er simpelthen begrebet “åndelig”. Det lugter af religion, af krystaller og rundkredspædagogik, og er der noget fysikere og andre kliniske videnskabsfolk ikke bryder sig om, er det den slags “para- eller pseudovidenskabelig” praksis. Åndelighed, min bare røv, verden består af støv og partikler. Punktum. Kærlighed findes f.eks. ikke eller jo: det er bare en alternativ betegnelse for princippet om arternes bevarelse, en sammenhængskraft, der skal sikre forplantning og senere varetagelse af ungernes tarv.
Men udsendelsen påpeger, at vi jo kun kan undersøge det, vi allerede ved – eller i hvert fald har et begreb om findes. Vi kan således ikke – hvis vi i udgangspunktet kun leder efter ting der kan måles og vejes – få øje på alt det andet. På træernes kommunikation (gennem rødder), på mossernes udveksling af viden. Når fugle år efter år finder vej på tværs af oceaner og uden andre hjælpemidler end vinger og vind, så ved vi, at det skyldes en GPS-lignende funktion i øret. Men kunne en lignende gps-lignende funktion ikke fungere i forhold til instanser ude i rummet, en gud, en marsmand? Risikerer videnskaben ikke at gå glip af nye opdagelser og erkendelser, ved på forhånd at afskære det som overtro og idioti? Hvis vi skal være lidt grove, så er det jo forstemmende lidt, det er lykkedes forskere at finde ud af om fænomenet “bevidsthed”. Altså totaliteten af erkendelser, følelser, sansninger, vilje, ideer. Vi aner ikke, hvad der får mennesker til at opføre sig “uhensigtsmæssigt”, fordi det vi leder efter, er den sundes logik, den raskes, den velfungerende. Set i det lys giver det jo ingen mening at et ungt og tilsyneladende privilegeret menneske kaster sig ud i misbrug. At mennesker begår selvmord. Det strider jo imod al fornuft. Og så længe vi nægter at undersøge ufornuftens love, måle på andre ting end massefylde og omkreds (det er jo svært at måle et savns massefylde, dets omkreds), så tror jeg simpelthen ikke vi bliver klogere.
I dokumentaren præsenterer en meget jysk og korpulent herre ved navn Lars en Power Pack. Et meget simpelt stykke metal fyldt med vand. Han påstår at kunne hæve og sænke temperaturen i vand ved hjælp af apparatet og det til trods for, at alle målinger viser at forskellen er den samme før og efter nedsænkningen af Power pack’en. Det vil sige: Ingen forskel. Ikke desto mindre virker lortet. Når Lars tilbyder Tivolis køkken at installere hans opfindelse i deres udluftningskanaler, ja så forbliver rørene renere, fedt og snavs fæstner ganske simpelthen ikke til overfladematerialerne. Det bekræftes af både tilhængere og skeptikere, heriblandt videnskabeligt ansatte forskere. Så uanset, at der ikke kan måles nogen forskel, så udgør power pack’en en forskel. Forskerne kan bare ikke måle den, forklare den.
Fysikere taler om “mørkt stof”. Det er vel egentlig en slags universets svar på den dialektdrævende Lars’ Power pack. En kraft eller et fænomen, der (endnu) ikke kan måles eller iagttages, men som MÅ findes, hvis tingene skal gå op, give mening. Og det skal det jo, for ellers må videnskaben erkende, at den kan forklare meget men langtfra alt. Tænk hvis samme åbenhed fandtes om alt muligt andet. Om åndsliv/bevidsthedsformer, for eksempel. Tænk hvis Lars med sit raslende nøgleknippe og sin stærkt drævende dialekt ikke bare kan affejes som kølelegemernes svar på Låsby-Svendsen. Tro mig, jeg er vildt skeptisk og frygteligt fordomsfuld. Jeg hælder mere til de frygtsomme og kausalkronologiske forklaringsmodeller, hvor alt skyldes noget, og hvor dette noget skyldes noget andet. Hvor ting går op og alt, der ikke har en form, der passer i videnskabens kasser, afvises som para- pseudo eller lige bare lovlig kreativ omgang med virkeligheden. Alligevel ved jeg, at der er ting, jeg ikke forstå,r uden at det dermed er bluff eller humbug. At min ekstremt ringe blodomløb, for eksempel, lader sig behandle af Viagra i hænder og ansigt, men ikke i fødderne. Det giver jo ingen mening, skulle mine vener og årer opføre sig forskelligt i den øvre del af min krop versus den nedre? Lægerne siger, at det ikke kan passe. Men at det gør det alligevel. Min krop går ikke op. Den stemmer ikke overens med de lægefaglige opslagsværker. Det er på en måde en skam, men det gør det ikke mindre virkeligt, mindre sandt.