Louise Juhl

I Linn Ullmanns roman ‘De urolige’, citerer jeg-fortælleren sin far for at sige: “Vrede er følelsernes svar på absolut gehør”. I musikteori er absolut gehør udtryk for evnen til at gengive en bestemt tone uden hjælp fra en referencetone. Evnen er ganske få mennesker forundt, kun cirka en ud af ti tusinde har den, og trods intensiv forskning er der stadig ingen forklaring på fænomenet. 
Jeg ved jo ikke, hvad faren i Ullmanns roman (der er bygget over hendes egen far, Ingmar Bergmanns, sidste år) præcis har ment, men absolut gehør er en næsten overfølsom evne til at registrere toner og selv ganske små afvigelser herfra. På samme måde, kunne man forestille sig, at mennesker med voldsomme følelsesudbrud, måske er født med en hyperudviklet sensitivitet, en ikke altid konstruktiv evne til at registrere selv små uoverensstemmelser, ubalancer, disharmonier. At mennesker med særligt gehør for vreden, måske mærker mere, end hvad godt er. 
– Derfor, siger faren i romanen, er det af største vigtighed at kunne tøjle sit gehør. For ingen kan tåle at mærke alt. 
Jeg har tænkt meget over den sætning. Ingen kan tåle at mærke alt. 
Og jeg har tænkt over absolut gehør, både i musikalsk og følelsesmæssig betydning. Evnen til at sanse på et næsten overfølsomt niveau. Jeg har hørt fra musikere, at det sjældent er en fordel at eje evnen, for så godt som al samskabelse består af “lige-ved-og-næsten”: Små rytmiske forskydninger og forsøg på at nå hinanden. Det er dét, der er så smukt, disse forsøg, denne konstante henvendelse frem og tilbage: her er jeg, hvor er du? Det er jo vejen derhen – ikke målet, der skaber musikken. 
På samme måde gælder det særligt følsomme gehør. Evnen til at mærke ubalancer, disharmonier. Lyden af skuffelse: en teske, der rører i kaffekoppen. Rundt og rundt og rundt og rundt. Tilbageholdte gråd: Rastløs trippen og skabslåger, der åbnes og lukkes igen uden at noget hentes frem eller stilles tilbage. Jeg tænker på min mor, der vidste, allerede før jeg kom hjem fra skole, at jeg havde skrabet et knæ – og stod parat med et plaster. Pustede. Som vidste på sekundet, hvad klokken var slået, da en taxa standsede foran vores hus: At det var besked om min mormor, at hun var ved at dø. Jeg tror, hun har brugt et helt liv på at tøjle dette gehør og jeg ved, hvad det koster af kræfter. Hele tiden at gisne, undlade at spørge til alt det usagte, ikke altid at tro, at skyerne er et gardin, man har glemt at trække fra eller at fuglen, der flyver mod ruden og falder til jorden, skulle være en straf for at glemme en venindes fødselsdag. 
Jeg har læst, at absolut gehør handler om asymmetri i hjernen. At området ved tindingelappen i venstre side af hjernen, simpelthen er større end ved mennesker med relativt gehør. Måske gælder det samme med følelser. At de, der føler for meget eller for højt, har en asymmetri – ikke i hjernen men i hjertet. At det banker lidt skævt i forhold til andres. Ifølge den franske kulturteoretiker kulturteoretiker Henri Lefebvre, er rytmer en helt central del af samfundsstrukturen. At møde klokken 8, spise frokost klokken 12, gå hjem klokken 16, se TV klokken 20. I Vesten er taktarten tre- og firefjerdedele mest udbredt, den finder vi blandt andet i pardansen vals, som vi danser til bryllupper. Én, to tre. Én, to tre. Én, to tre. Hvis man tæller forkert, træder man den anden over tæerne. Av. 
Måske slår følsomme hjerter ikke i tre- fjerdedele men mere som når ghanesere stamper deres dej, Fufu. Der skal mindst to til. Den ene støder cirka hvert andet sekund med en høj pæl ned i et lille kar, den anden skubber Fufu-dejen ind under pælen, mens den er i luften, og tilfører løbende en smule vand. Nogle vil måske kalde ghanesernes Fufu-rytme for skæv, dejen for klæg og klistret. Det samme kan ske, hvis man slår med hjertet i en takt, der ikke følger de andres. At man bliver kaldt klistret, set skævt til. Ned på. 
Det er egentlig en skam.