Louise Juhl

Nu har jeg i flere timer forsøgt at formulere noget om klasser og adgang til litteratur. Noget om hvordan vores defintion af fri og lige adgang, måske ikke er så fri og lige alligevel. At vores definitioner indimellem kan minde lidt om de der stykker legetøj, hvor det handler om at få klods og hul til at passe sammen: Cirkler skal i det runde hul, firkanter i det firkantede og så videre. Puttekasser, kaldes de vist.
Problemet er bare, at der findes mennesker, der ikke vil puttes. Børn, unge,voksne, der hverken cirkler eller firkanter, men noget helt tredje. Skolebørn, for hvem det ikke giver mening at formulere deres tanker og følelser, sådan som det forventes i undervisningen: Med en indledning, en analyse, fortolkning og konklusion. Børn, der lever med en alkoholiseret forælder, der slår. En psykisk syg, der truer med at tage livet af sig selv. En lillebror, der drikker sig fra sans og samling inde på sit værels, før han er fyldt tolv. Hvordan analyserer man lige den følelse, det vækker?
Hvordan perspektiver man sin egen fars vold?
Jeg kan mærke, at der er noget i det her, noget vigtigt. Noget om at vores frie og lige adgang er skabt af mennesker, der passer ned i de huller, de skærer ud til klodser, og som vi andre skal passe i. Cirkler, firkanter, trekanter. Er du halvmåneformet eller bare uens fra dag til dag, risikerer du, at der ikke er noget hul. Du risikerer, at den frie adgang er stoppet til, og at du den snorlige line, vi kalder lighed, er for tynd til, at du kan balancere på den.
For et års tid siden blev jeg inviteret til at lave et skriveforløb for nogle hjemløse i Aalborg. Jeg forberedte mig godt, fandt tekster, jeg mente kunne inspirere, lavede øvelser, der var nemme at gå til. Jeg fandt papir og blyant. Planen var så, at de hver især skulle skrive deres historie ned og bagefter læse den op. Endelig skulle vi se, om ikke vi kunne få historierne til at indgå i en slags dialog, et kor af stemmer på kryds og tværs – en samtale. Alt var planlagt, og deltagerne mødt op med åbent sind og hjerte.
Jeg havde bare lige overset den detalje, at ingen af dem kunne skrive. De kunne faktisk heller ikke læse. Jeg havde altså – i den allerbedste mening – forberedt et kuglerundt forløb, men for en række otte og ellevekantede mennesker. Det var ikke deres klodser, den var gal med, det var mit hul.
Måske starter det der: Med at vi kigger på de huller, vi har skåret ud og ser, om de kan gøres større, mere mangfoldige. Måske endda bede nogle andre om at skære et par stykker eller ti, så det ikke kun bliver de former, vi allerede kender, der bliver plads, til men også nogle former, vi ikke kender til. Nogle af de knap så priviligerede, for eksempel, eller nogle af de akavede, de udfordrede, de skæve, dem, der taler for højt, for meget, for kert.
Jo flere huller, vi skærer i den kasse, jo flere adgange, får vi, og jo mere lige bliver ligheden også. Tror jeg.