Louise Juhl

i går talte jeg med en om, hvor svært det kan være at gøre op med mønstre, også selvom de er direkte destruktive og ødelæggende. Ikke bare dumme, som for eksempel at sidde med benene over kors, selvom man ved, at det er dårligt for ryggen og hindrer blodcirkulation til fødderne. Der er mønstre, der er mere end det, mere end dumme, som lægger en klam kold hånd henover dagene og hindrer ting i at ske. Gode ting, som at ses med en ven uden videre eller at nyde uden tanke for at yde.
Jeg har et mønster med ikke at spise. Folk, der kender mig, vil nok sige, at det ikke kan ses – tøhø – men sagen er den, at jeg ingenting spiser til morgen. Heller ikke til frokost og heller ikke til eftermiddag. Når jeg siger ingenting, så mener jeg ingenting – udover tyggegummi og te, sukkerfri sodavand eller to skiver agurk med salt, uha (jeg ville skrive uhm, men min autocorrect insisterede på uha, og måske var det ikke tilfældigt). Det er ikke sådan, at jeg er bange for mad, jeg elsker alt fra ristet rugbrød til udsøgte salater med kolde ris, ægyptiske bønner og sennepsvinaigrette. Jeg elsker hjemmelavede marshmellows, knækbrødscrumble og blødkogte æg. Boller i karry, krydrede falafler og ovnbagte tern af butternutsquash. Jeg spiser bare ikke noget af det, eller rettere, jeg spiser det meste, men ikke før efter kl. 19.00. Det er ikke sådan, at jeg er dum eller mangler viden. Jeg ved godt, at et jævnt blodsukker er afgørende for trivsel, og at en sund fordøjelse afhænger af stabil stimuli, mad dagen igennem. Jeg er helt klar over, at ved at udskyde mit behov for næring antager det astronomiske højder, klokken halv syv er jeg parat til at spise en køkkenrulle for at stille min sult. Jeg er også helt klar over hvilke mekanikker, der ligger bag min adfærd. At det er noget med at yde for at nyde: Først når alle dagens gøremål er vel overstået har jeg fortjent min mad. Jeg ved godt, at det at sulte ikke kun handler om rugbrød og blødkogt æg men om kærlighed. At den er stor, sulten, og glubsk og grådig, at jeg vil elskes og helst af alle og helst hele tiden. Men at det kan man ikke, man kan ikke blive elsket af alle og da slet ikke uafbrudt, ligesom man kan ikke få alt, hvad man peger på, hvadenten det gælder mad eller kærlighed. Nej man må nøjes, minimere sine forventninger til to skiver agurk.
Jeg har tænkt mig selv halvt ihjel, forstået det meste. Alligevel bliver jeg ved med at gentage mønstret, vente med at stille min sult til mørkets frembrud, yde og yde og yde for at spare op til at nyde. En kugle is og et kram fra min hund. Ikke mere end det – for så skylder jeg, og jeg hader at skylde, stå i gæld, løbe med tungen ud af halsen: “undskyld, please, sorry, beklager”.
Jeg blev ikke klogere af vores snak, men jeg spiste en banan klokken 15, og måske er det selve pointen: ikke at forstå, men at handle? Jeg undrer mig i hvert fald stadig over, hvorfor en nogen-og-fyrreårig bliver ved at gentage tåbelige ritualer, køre dødsdrom efter sin egen sult, hvorfor hun ikke bare hopper af eller hopper ud, gør noget andet? Det undrer mig hvad det er, der er så farligt at denne nogen-og-fyrreårige foretrækker pisk fremfor gulerod, sult fremfor marshmellows, salte nødder, kærlighed. Det er ikke et spørgsmål og da slet ikke som et råb om hjælp. Bare et case-study i mærkværdig opførsel, vanens magt, kærlighedens vildveje.