Louise Juhl

Jeg husker dengang, det blev forbudt at fodre ænderne i parken.
Hvordan jeg pludselig havde to hænder og et bryst fuld af brød tilovers.
Det var den samme følelse, jeg stod med, da jeg nogle år senere fik at vide, at jeg ikke kunne få børn. Al den kærlighed og omsorg, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af.
Nu er jeg så blevet medlem af en gruppe, hvor vi sammen skaber et nyt sprog, nye ord og begreber, altsammen for at udvide verden. Gøre den større og mere øm. I dag var der så en i gruppen, der foreslog verbet “at mødre”. Ikke forstået som en biologisk betinget- men almen handling. At holde om og holde af – nære og børn og alle andre, der trænger.
Og nu er det som om mine hænder igen er mine, at mit bryst er fyldt, at det er nogen, der kan bruge, hvad jeg har at give.