Afdeling 9, skejby

by Louise Juhl Dalsgaard

På næste torsdag skal jeg besøge min gamle arbejdsplads, dét afsnit, der engang hed N8, men som i dag hedder afdeling 9. Jeg arbejde der ad to omgange, begge gange midt i 00’erne. Jeg var afsnitssekretær, det lyder mere eksotisk, end den egentlig var. Ikke at det var et dårligt job, langt fra, bare mere alsidigt end egentlig udfordrende. Alligevel husker jeg det som nogle gode år, både fordi Hanne, min chef, var sjov og stærk. En sand powerwoman, der altid tog sin portion af tæskene – både fra de indlagte og fra ledelsen. Men mest fordi jeg mødte så mange vidunderlige mennesker, ansatte og patienter, der på hver deres måde forsøgte at håndtere tilværelsen, nogle med større held end andre.
Jeg husker blandt andet C, der betroede mig, at hans hænder krympede, når de blev våde, og at han af samme grund var bange for at gå bad. Tænk om det samme skete for resten af kroppen – at den krympede, forsvandt. Eller J, der insisterede på at blive kaldt ved sit indianernavn, Mild-Magt (sagt så hurtigt og manisk, at det lød som Mik-Mak), og som kunne tegne portrætter så præcise, at ingen var i tvivl om, hvorfor han havde det svært.
Jeg kan ikke tegne, men vil fortælle om at skrive. At jeg altid skriver, både når jeg læser og går tur med hunden, når jeg køber ost eller bare sidder for at sidde. At jeg skriver for at forstå – verden og hestene, primtallene og de røde tegltage. Ind imellem også mig selv.
Jeg vil også læse op. Fra min første roman, Det dér og dét – der blandt andet rummer uddrag af min egen psykiatriske journal. Den handler om at se sig set som en anden, at skrive som en tredje og om at åbne øjnene på en sten. Jeg vil også læse fra Alle dage tilbage, om kærligheden alle steder: i en portion gullasch eller et digt man ikke forstår (netop dér, i det uforståelige.) Om at give slip uden at miste, hvadenten det nu handler om sig selv eller andre.
Jeg glæder mig og håber, at der bliver stillet en masse spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Det er nemlig de bedste spørgsmål, dem, man ikke kan svare på.
Det er dém, der kommer bøger ud af.