Louise Juhl

Engang troede jeg, at mine bryster var antenner, at de sendte signaler ud og trak signaler ind, at det var igennem dem, jeg så og blev set.

Nu har jeg skåret dem ud.
Som stykker af alfabet, hænger de i luften: små bulne drømme. De ligner isbjerge, kun overfladen er synlig.

De stirrer på mig med et blik, der prikker hul på en hinde savn.