Louise Juhl

De berusede aftener, hvor vi afslørede sider af os selv, vi ikke kendte til. 
En voldsom vrede, for eksempel, rettet mod fortiden. 

Hen på aftenen hørte vi os selv forlange barndommen tilbage. Umiddelbarheden, uskylden. Usikre på benene og os selv, stod vi der i et fremmed selskab og forbandende de tusindvis af gange, der var blevet leet af vores fortvivlelse. De voksnes affejelser: “Det er da ikke noget at tude over” eller “hold nu op med det pjat”. At stå sådan, ulykkelige og til grin, dén afmagt. 
Nu stod vi der så igen, godt hjulpet på vej af rødvin og aftenens fremskredne mørke. Med årtiers forsinkelse fik vi endelig afløb for smerten, råbte fortvivlet ad de voksne. Af alle de praktiske hensyn og fornuftens tonstunge arv, der i årevis havde aflivet vores drømme. Stadig gjorde det.

Vi råbte “aldrig igen!”, løftede hånden til en skål, der ikke blev gengældt. Så vi tømte glasset for egen hånd, fyldte det igen, lo og græd, som barnet dengang havde leet og grædt.
Næste morgen vågnede vi uden erindring. Tilbage var kun dunkende tømmermænd, vi opløste med to Treoer i et glas vand. Vi sank den uklare drik og fortsatte så som altid, fordi det var den eneste mulighed, vi kendte til.