Louise Juhl

Der er så mange regler, jeg følger. Det er ligesom med hunden: Det gælder om at være på det rette sted og på det rette tidspunkt. Gøre det rigtige, når det forventes. Løbe efter en pind, når de kaster, sidde pænt, når de siger ‘SIT!’. Så får man godbidder og nogen siger: ‘God hund’, ‘dyyygtig’. 
Jeg vil gerne være god, jeg vil gerne være dygtig. Så jeg forsøger det samme som hunden. Jeg står op, når vækkeuret ringer. Tænder for vandet, går i bad, trækker i tøjet. Jeg tager gerne den strikkede sweater med striberne på. ‘Den klær dig så godt’, siger alle. 
Jeg spørger dem aldrig, hvad de mener med det.
Jeg spørger dem aldrig: Hvorfor?

Hver dag leder jeg efter en udvej. Eller nej, det er ikke rigtigt, jeg søger hverken ud eller væk. Jeg leder bare efter en alkove, et lille indelukke i væggen, jeg kan tage et hvil i undervejs.
En alkove kaldes forresten ‘et senghul’ på Bornholm. På Fanø hedder det ‘en tætseng’. 
Tætseng lyder rart, synes jeg – ikke udenfor, ikke væk fra, men tæt på. Et lille hul at gemme sig i midt imellem mennesker, marehalm, mandag. 
Her ligger jeg så lidt, før jeg går ud med hunden. Jeg har planlagt en rute. Otte og en halv kilometer. Vi har ingen mål med turen, bare ud og hjem, det er alt nok.