Louise Juhl

Hos Ann lugtede der altid lidt af grillmad og meget af hund. Hun boede i et gulmuret hus, der var trukket lidt tilbage fra vejen, udenfor var der en stor og firkantet plæne og i hvert af dens hjørner stod en meterhøj gran og skyggede for græsset, der af samme grund altid var gult og vissent. Anns mor hed Neel, hun arbejdede i Haraldslund svømmehal. Det var hende, der hver halve time råbte badegæster op ad bassinet ‘Alle med gult bånd bedes forlade vandet’. Og lidt efter – med lidt mere volumen og kraft:  ‘Det var alle med gult bånd, der skulle forlade vandet’. Der var altid nogen, der enten ikke ville høre  eller ikke havde hørt, hvad der blev sagt, og så måtte Ann ud og stå på kanten af bassinet og kalde: ‘Du dér, så er det op!’
Jeg ved egentlig ikke, hvor vi kendte hinanden fra, for vi kom fra hvert vores, og det eneste vi havde til fælles  var vores alder. Ann var rapkæftet og helt ligeglad med, hvad folk syntes om hende. Nogle gange gik hun tur med sin hund i sin mors tøfler. De var lyserøde med plys allerforrest på snuden og en høj lilla hæl. ‘De er så grimme, at de er pæne’ forklarede hun mig, men jeg forstod ikke, hvad hun mente med det. Det gjorde ikke så meget, jeg syntes jo hun var modig. Mere modig end mig, der altid gik i sko der passede til vind og vejr, og ikke ejede noget tøj, der var mere kulørt end beige og brun.
Hos Ann måtte man trække gardinerne ned, også selvom det var højlys dag. Det gjorde vi hver gang vi så fjernsyn, og det gjorde vi tit. Ann havde nemlig parabol på taget og kunne tage alle alle mulige kanaler fra hele verden, Tyskland og Tyrkiet. Det var helt anderledes hjemme hos os, vi havde ingen parabol – man bliver dum og får firkantede øjne af den slags’. Men vi havde en stueantenne, der med nød og næppe kunne hente det licensbetalte signal ned: Så så vi TV-Avisen med Birgit Meisnerog senere Kontrapunkt med Sixten Nordström og så var det ‘på høje tid at gå i seng’. 
Hos Ann fik jeg lov at se, så længe jeg ville. Her var der serier, der var lavet til at vare for evigt, og som mest handlede om ingenting men også lidt om alt: Jalousi, grådighed for eksempel. Eller pludselig sygdom. Hvert afsnit varede tredive minutter, men i det niogtyvende indtraf der altid en katastrofe, så vi var nødt til at se det næste afsnit med, for ikke at dø af spænding. Nogle gange så vi seks eller syv afsnit i træk: halvvejs varmede vi pommes fritter i ovnen – og drak cola af tolitersflasker, som Anns mors kæreste havde hentet på den anden side af grænsen, hvor han også hentede cigaretter og dåseøl, og en særlig creme, som Anns mor holdt meget af. ‘Det er i stedet for blomster’, sagde han, når han var tilbage, altid i højt humør og med en svag lugt af øl omkring sig. Og hver gang smilede Anns mor og stillede cremen ud på badeværelset til alle de andre cremer, der stod og fyldte alle hylderne op.
Nogle gange jokede Ann med, at hendes mor jo kunne åbne en blomsterbutik – bare med creme. Men det var af en eller anden grund aldrig rigtig sjovt, så var det bedre med de plyssede tøfler.
Jeg kan ikke huske, hvorfor vi holdt op med at ses. Måske var det da hunden døde, måske var der ikke nogen grund. Måske gik dagene gik bare – og vi med, men i hver vores retning. Sidst jeg hørte fra hende, var på Facebook, hun havde lagt et billede op af fladklemt tuba, jeg skrev og spurgte ‘Er du ok?’, men hun svarede ikke.