Alma (dedikation)

by Louise Juhl Dalsgaard

Når Alma vågner ligger hun helt, helt stille.

Længe – meget længe. Trækker vejret sagte, som nænner hun ikke at vække. Sig selv. Orker ikke at vækkes. Til verden. Hun forpupper sig og mærker alene dynen som en tryg afgrænsning mod alt. Det andet. Derude. Mod alt derinde. Trætheden og skuffelserne og følelsen af utilstrækkelighed.

 

Øjnene er lukket og bag dem ses alting på afstand. Børnene og naboerne og forpustede cyklister på vej for at handle. Underboen forskanset bag musik i ørerne og med blikket indstillet på fjernt. En verden, der klarer sig selv. En verden, der ikke ved af hende. En verden, der ikke gør krav på hendes nærvær. Hendes tilstedeværelse. Deltagelse.

Hun ligger på sengen med øjnene lukket. Levende. Alma ligger helt stille og ånder og er mere tilstede i sit fravær end noget andet sted.