Louise Juhl

Jeg er et simpelt menneske, jeg har ferie og storsluger niende sæson af den amerikanske vildmarksserie Alone. De starter ti, Benji må udgå fordi han spiser en fordærvet bæver, Jessie får slimhindebetændelse i mavesækken af sult. Nu er de bare tre tilbage, hver med sin teori om, hvordan man overlever bedst og længst.
Juan Pablo er tredive og elsker sin kone, men kan ikke blive gift, fordi han ikke kan forsørge en familie. Det vil en sejr og præmien på 500.000 dollars kunne ændre med et trylleslag. Han er afklaret fra start: Det handler om hele tiden at bære forberedt på det værst tænkelige, for kun på den måde, mener han, kan han imødegå de trusler og trange kår, som Labrador byder på. Han har forberedt sig et år ved at drikke ubehandlet vand i håb om ad den vej at hærde sit immunsystem, så det kan modstå bakterier og parasitter. Efter 60 dage har han besluttet ikke længere at jage og heller ikke tænde ild. I stedet for at søge føde og finde varme er han krøbet ned i sin sovepose og har besluttet at sulte og sove sig til en sejr. han står kun op for at drikke vand og tisse, resten af tiden leger han en sten, forsøger at ignorere mavens knurren, halsbrand, kulden i kroppen. Less is more, for enden af alle anstrengelser ligger en halv million og venter, Juan Pablo vil hellere dø af sult end at give op.
Karrie Lee er Hans diametrale modsætning, hun chant’er og synger, opfører små komedier for kameraet, fejrer sin mors fødselsdag ved at bygge en kage af ler og mos og lav. Happy birthday mom, griner hun og puster de fiktive lys ud. Hun har opgivet at fiske efter at frosten er sat ind, nu fanger hun kun egern i snarer, hun har sat op, og lykkes med at skyde en bisamrotte med pil. Det er alt, hun behøver, forklarer hun med strålende øjne til kameraet, et egern om dagen og en hytte af gran. Jeg ved ikke, hvem hun vil overbevise, sig selv eller seerne, men jeg tror, hun lykkes med begge dele.
Seriens sidste tilbageværende deltager er lægen Teimojin, han håber, at en sejr vil kunne hjælpe ham med at tilbagebetale sin uoverskuelige studiegæld og hjælpe sine forældre, der lever uden pension. Han kender sin krop, alle signalerne og ved præcis, hvor han befinder sig på kroppens topografi. Først blodsukkerdepoter, så det let tilgængelige fedt: Overarme, mave, ben. Så muskler. Nu er han nået til organfedtet, han kan se det, når han trækker maven ind, siger han. Leveren er ganske enkelt skrumpet, fedtlagrene formindsket. Han går rationelt til værks, bevæger sig på måder, der begrænser hans energiforbrug og udvælger sig én daglig aktivitet, resten er restitution. Han fordeler maden over tid i stedet for at spise sig mæt, forsøger at regne ud, hvordan han på bedst mulig vis udnytter de få kalorier, han har til rådighed. Men som dagene skrider frem viger det rent rationelle for en spirende åndelighed, han begynder at samle på Ønskeøen fra de Hjerper, han spiser. Lukker øjnene og beder (til hvem fremgår ikke) om endnu et måltid, en dag mere i konkurrencen.
Trods forskellene er de ens på ét punkt: 
Ingen af dem spørger sig selv hvorfor – kun hvordan.

Jeg sidder som klistret til skærmen, hvem vinder: Juan Pablo i sin dvaletilstand, Karrie Lee med fødselsdagskagen eller den tanketunge Teimojin og hans ønskeben?  
Jeg ved godt, hvem jeg holder med, men jeg siger det ikke.