Louise Juhl

I går talte jeg med én om følelsen af nytteløshed. Jeg husker, da jeg var færdig med gymnasiet – med tårnhøjt gennemsnit og en hue fyldt med kærligt hilsner og ubrugelige citater. Jeg ville læse litteraturvidenskab, men først skulle jeg ud at virke i verden. Elske, drage omsorg. Måske være hjælper på et hjem for udviklingshæmmede eller lave mad til hjemløse. Jeg endte i en skolefritidsordning i Gistrup, det var så som så med det virksomme, jeg smurte brød og grillede pølser over bål, lovede børnene ting, jeg ikke kunne holde: Evig sommer, og at jeg altid ville være der for dem. Min tæt på uudtømmelige viden om inkarigets infrastruktur og mit trettental i mundtlig tysk var ikke meget bevendt, ungerne opdagede hurtigt, at lige så god som jeg var til teori, lige så håbløs var jeg i praksis. De kun narre mig til alt: At lave indendørsaktiviteter på en udedag og at hoppe i svingtov. De morede sig kosteligt, hver gang jeg skulle hoppe ind i tovet – jeg tog tilløb i flere minutter men endte altid med at opgive. 
Det var ikke børnenes skyld, men det var en brat opvågning at gå fra skolen og lykkes med cirka alt, til at stå i en skolegård i 9260 og være til grin for en flok otteårige. Jeg vil ikke sige, det tog modet fra mig, for jeg er i tvivl, om jeg nogensinde har været modig. Men det lærte mig at undskylde på forhånd – for at grille for meget og hoppe for dårligt, “min hjerne står i vejen for mine ben”, undskyldte jeg eller: “jeg er i teorien ok klog, men i praksis klart under middel”. 
Jeg stoppede i december, det var mørkt udenfor, når jeg stod op og mørkt indeni. Det blev aldrig rigtig koldt det år, bare gråt og sjasket, jeg købte en okkerfarvet sweater i alpaca-uld, den blev min bedste ven. Til jul ønskede jeg mig Mogens Wenzel Andreassens Klassiske musikguide, jeg læste den to gange men huskede ikke et ord. Et af børnene fra SFO’en (det hed DUS’en dengang) sendte mig et julekort, han havde selv tegnet det, det forestillede en snemand, der var ved at tø. “Kh Simon.” 
Jeg græd af glæde og af sorg, men mest af alt græd jeg, fordi jeg virkelig ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mig selv i verden. Hvad fanden nyttede det, at jeg vidste alt om Islams fem søjler, kunne lave koralharmoniseringer efter den ioniske skala, og at min tyske grammatik sad bedre fast end mit eget navn, hvis jeg ikke kunne finde ud af hoppe i et svingtov. 
Jeg tror den følelse af for meget og for lidt, for meget hjerne og for lidt krop, for mange følelser til ingen verdens nytte (bogstavelig talt) ramte mig som en forhammer og aldrig siden slap. Jeg drømte om at kunne slå pæle i jorden, lægge tøj på hylder, holde en have. Men det blev altid ved tanken, masser af tanker, tanker om fuglene, om de sov om natten og hvor, tanker om primtal og vandmænd, der kunne vokse baglæns, gå fra barn til voksen. Jeg læste digte af Strunge: “jeg savner en jeg holder af / men jeg kan ikke huske hvem det er / kun udenfor mig er verden / og jeg er udenfor verden / med et sort hul indeni / der suger alt og holder sammen på mig” 
Så gik der hul på min alpaca-sweater, det var midt i januar, og butikken, hvor jeg havde købt den, var gået nedenom og hjem. Jeg gik hjem og ringede til min morfar, jeg ved ikke hvorfor. “Hallo?” råbte han flere gange, “Hallo?” Jeg er ikke sikker på, at jeg svarede ham, måske var det derfor, han endte med at lægge på. Så stod jeg dér med røret mod øret og hul på ærmet og lyttede til telefonens gentagende dut, dut, dut. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev ved at holde røret mod øret.