Louise Juhl

Det er den 9. januar og længe siden, jeg har følt mig så alene som nu. Der er ikke noget galt, det er bare mig og hunden og så en sult, jeg ikke rigtig kan stille. Jeg har forsøgt mig med to af de runde knækbrød fra Wasa og en kop te med smag af ingefær og spidskommen. En umage smagskombination vil jeg kalde det, ikke decideret dårlig, bare heller ikke rigtigt god. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan en midt-i-mellemhed: Ok? Godkendt, tålelig? 
Det er cirka sådan, det er, ok tåleligt. Eller som jeg svarede en veninde i går, da hun spurgte, hvordan jeg havde det: Jeg har det godt på en meget besværlig måde. Lyset er tiltaget med treogtyve minutter, men tiden er ligesom ikke fulgt med, sekunderne bare smurt tyndere ud. Måske er jeg utaknemlig.

I går lyttede jeg til en plade The Avalanches: Since I left you, hed den. Den fik mig af en eller anden grund til at tænke på dengang, jeg låste mig inde på badeværelset og gik i bad med alt mit tøj på, det var ikke en protest. Jeg husker, at jeg stod under vandstrålen og talte kabinens klinker. Først vandret, så lodret, så gangede jeg de to tal, sådan som jeg havde lært at gøre i skolen. jeg regnede mig frem til, at der måtte være tre hundrede og tooghalvtreds klinker i alt – og det endda uden at tælle dem på gulvet med. Det fik mig til at tænke på alt det, der findes i verden. Klinker, storbyduer, punkterede luftmadrasser, te-æg, forliste forhold. Mange hundredetusinde ting, vandret, lodret, på skrå (sugerør med knæk og hustage) Det fyldte mig med lige dele rædsel og trøst, der er altid noget, man ikke ved, ikke har styr på. Men også altid noget at komme efter. 
Jeg stod under vandet længe, før jeg slukkede, en halv time tror jeg. Så slukkede jeg, tegnede en rude i duggen på spejlet, hilste på mig selv: “Hej”. Tog det våde tøj af kroppen og gik nedenunder med kun et klæde om håret. Det blev hurtigt for koldt.