Louise Juhl

Denne nat, som så mange andre, fuld af ting og tanker. Jeg skulle igennem en omfattende operation, ikke ufarlig, slet ikke ufarlig, jeg skulle have en gps opereret ind i min kæbe, derved kunne lægerne monitorere hvor og i hvilke situationer, jeg bed tænder sammen, krossschknacks.
De fortalte mig, at jeg ikke behøvede at være nervøs, at nok var der tale om et voldsomt indgreb (!), men at min krop ikke var uvant med den slags, min krop var smidig og tilpasninsgparat.
Omstillingsvillig tror jeg, de kaldte den?

Det eneste der bekymrede dem – alvorligt – var, om bedøvelsen ville virke. Ikke at de tvivlede på at den ville bide på mig, men om jeg ville bide på den, so to speak. Ja, at de på basis af hidtidige observationer (!) kunne frygte, at jeg ville danne antistoffer, at en alarmerende årvågenhed ville blive vakt til live, en slumrende trold af en æske, ved kroppens møde med den bedøvende væske.

Imens han kortlagde alle disse mulige komplikationer begyndte det at sne på hospitalsstuen, voldsomt: Dovne, bløde fnug lagde sig som et tykt tæppe over min krop. Jeg husker, at jeg tænkte, at det var underligt, hvordan noget så hvidt kunne være så mørkt? Jeg hørte lægen sige “Nu sover hun”, og derefter én, der forsøgte at råbe “gu fanden gør jeg ej”, men uden lyd.
Derefter den vanvittige smerte, da de borede hul i min kæbe og så følelsen af sne: iskold og skarp som en modsat bedøvelse.