Louise Juhl

Jeg forsøger at fordele min hud retfærdigt.
Hudens formål synes at være at holde noget inde og noget andet ude. Særligt omkring kraniet sidder den tæt, huden, kun munden gør det muligt at få til at række.
Jeg spekulerer over, hvad der er vigtigst: at lukke ude eller holde inde.
*

Kolibrierne udenfor findes ikke, ganske enkelt fordi, de er for små til at rumme sig selv.
*

Jeg tar’ et stykke knækbrød, spiser den ene halvdel og lader den anden halvdel ligge. Jeg kan nu se aftrykket af mine tænder i den halvdel, jeg har levnet, men ikke i dén, jeg har spist.
Handlingen efterlader mig hverken halvt mæt eller dobbelt sulten, alligevel er det en svært tilfredsstillende øvelse.
*

Jeg skriver gul, indtil skallen på ægget revner.

*

Vi leger Jorden er giftig.
Stregerne er ude af kontrol, og jeg kaster op.
Hvem må jeg træde på?

*

Min mor gav mig en dukkevogn i træ, rødmalet og med små hvide blomster aftegnet på kalechen.
Jeg lagde mig i den og græd så længe, at hun til sidst måtte sætte den op på loftet igen.
Det der med at trøste, er en svær disciplin.
*

Jeg forstår ikke mine øjenbryn, jeg er usikker på, hvor mange snitflader min psyke har. Kan den deles i otte? Går den op – og hvis ja, i hvad?
*
Hvad er skoven et svar på!
(men ikke hvem og hvordan)
*