Appellernes bog, 1.4
by Louise Juhl Dalsgaard
Og man tænder radioen, for at efterligne et åndedræt. Og åbner avisen i håb om, at alt er forandret. Og man koger et æg, for ikke at størkne. Og skriver en seddel, man aldrig vil læse. Og man tænder en smøg for at tyde et tegn. Og et lys for at skelne alt fra andet. Og man indser, at også det er forgæves.
Så finder man et ord, der heller ikke giver mening.
Og ved
“..Og man tænder radioen, for at efterligne et åndedræt..”
FANTASTISK! vil jeg mene
(der kunne stå “om man tænder..” men det er en helt anden snak)
Og den anden snak er interessant…vil du skrive om den? 🙂
Digtet er som det står læses for mig som en konstatering.
At indlede med “..Om man..” vil sætte hele digtets første fase ind i en mere spørgende vinkel. Iagttagende. Undrende. For derefter at afslutte med
/ så finder man et ord, der heller ikke giver mening.
Og ved /
Visheden, det slående og bastante i den sidste linje vil træde tyderligere frem og understrege det forrige. Måske? Det var bare en tanke.. Og selvfølgelig set ud fra min optik.
1. og 2. strofe, kanske? (se efterfølgende indlæg)
Spændende at lege med ordene. Sjovt at du griber bolden. Det bliver to helt forskellige digte. Og jeg tror jeg bedst kan li´ dig og dit bastante faktisk.
Tak for nu Louise.
P.s. Jeg har et digt jeg gerne vil du skal læse ved lejlighed. Sender det til dig.