Are you experienced?
by Louise Juhl Dalsgaard
Aldrig mere. Skal du le mig i stykker. Håne mine tårer. Ignorere min insisterende kærlighed. Aldrig mere skal du få nederlag til at ligne sejr. Fandme! Aldrig!
Jeg har prøvet ydmygelsen. Gemt den bag alverdens klædestykker: Sorg, vrede, appel. Jeg har anråbt verden, skreget i skove. For kun at høre mit eget ekko som svar. Hult som ind i helvede. Ætsende ensomt.
Aldrig mere. Vil jeg vove umiddelbarheden. Så nøgent, som jeg mødte dig. Så tillidsfuldt. Jeg har lært lektien, draget konklusionen. Jeg har mærket den altoverskyggende skuffelse. Det levende helvede. Ætsende ondt.
Fandme! Nu vil jeg le. Ad andre. Gå i stykker før andre slår mig itu. Smide barnetro og naive længsler ad helvede til. Ignorere min insisterende kærlighed og istedet juble over sejre, jeg aldrig vinder.
Jeg har lært lektien!
Og leve livet før og efter men aldrig i.
Som barnet fra første færd. Reaktionær trøstehævn. Refleksionsfeber og Erfaringsforskrækket retræte forklædt som angreb.
Reglerne er at der ingen er.
Been there. Tro mig.
Og leve livet før og efter men aldrig i.
Som barnet fra første færd. Reaktionær trøstehævn. Refleksionsfeber og Erfaringsforskrækket retræte forklædt som angreb.
Reglerne er at der ingen er.
Been there. Tro mig.
so true! Og hvis du flæber, har du tabt!
so true! Og hvis du flæber, har du tabt!
He, he. Skulle næsten tro at vi var vokset op i samme by.
Ikke at der dog er noget synderligt sjovt over det.
He, he. Skulle næsten tro at vi var vokset op i samme by.
Ikke at der dog er noget synderligt sjovt over det.
He, he. Skulle næsten tro at vi var vokset op i samme by.
Ikke at der dog er noget synderligt sjovt over det.
av…
av…
Jeg har bygget mig en borg. Med vinderbro og voldgrav. Og riddersal.
Mit helt eget mentale slot.
DER kan ingen hånlatter ramme mig. Og derinde bor mit inderste sind.
Som en gang smeltede helt sammen med et andet sind.
Det var fantastisk, mens det stod på. Men det har været afsindingt hårdt at bygge mig selv op igen, da alle blodkar sprøjtede følelser ud.
Derfor bor den inderste Morgan på sin borg.
Jeg mødes gerne ude på vindebroen til ost, vin og brød. Og en quickie i skilderhuset haha.
Men jeg må sige, at Camelot is closed for visitors.
Der lukker jeg ikke nogen ind igen.
Det er ikke bittert. Det er ikke afvisende, for jeg vil rigtig gerne lege.
Men fuld adgang giver jeg ikke igen.
Jeg har bygget mig en borg. Med vinderbro og voldgrav. Og riddersal.
Mit helt eget mentale slot.
DER kan ingen hånlatter ramme mig. Og derinde bor mit inderste sind.
Som en gang smeltede helt sammen med et andet sind.
Det var fantastisk, mens det stod på. Men det har været afsindingt hårdt at bygge mig selv op igen, da alle blodkar sprøjtede følelser ud.
Derfor bor den inderste Morgan på sin borg.
Jeg mødes gerne ude på vindebroen til ost, vin og brød. Og en quickie i skilderhuset haha.
Men jeg må sige, at Camelot is closed for visitors.
Der lukker jeg ikke nogen ind igen.
Det er ikke bittert. Det er ikke afvisende, for jeg vil rigtig gerne lege.
Men fuld adgang giver jeg ikke igen.
Jeg har bygget mig en borg. Med vinderbro og voldgrav. Og riddersal.
Mit helt eget mentale slot.
DER kan ingen hånlatter ramme mig. Og derinde bor mit inderste sind.
Som en gang smeltede helt sammen med et andet sind.
Det var fantastisk, mens det stod på. Men det har været afsindingt hårdt at bygge mig selv op igen, da alle blodkar sprøjtede følelser ud.
Derfor bor den inderste Morgan på sin borg.
Jeg mødes gerne ude på vindebroen til ost, vin og brød. Og en quickie i skilderhuset haha.
Men jeg må sige, at Camelot is closed for visitors.
Der lukker jeg ikke nogen ind igen.
Det er ikke bittert. Det er ikke afvisende, for jeg vil rigtig gerne lege.
Men fuld adgang giver jeg ikke igen.
@Morgan. Det håber jeg for dig så inderligt du gør. Havde samme følelse da jeg som dreng mistede af værste karat. Lovede mig selv aldrig at lukke kærligheden ind igen.
Men da jeg alligevel gjorde så jeg mig aldrig tilbage…
Et mantra jeg engang gik og mumlede lød således :
“Ethvert skridt er et fremskridt selvom det kan føles og fornemmes som det modsatte.”
En dejlig tanke, når korthuset engang imellem vælter. Og det gør det af og til på Nordvestkysten…
@Morgan. Det håber jeg for dig så inderligt du gør. Havde samme følelse da jeg som dreng mistede af værste karat. Lovede mig selv aldrig at lukke kærligheden ind igen.
Men da jeg alligevel gjorde så jeg mig aldrig tilbage…
Et mantra jeg engang gik og mumlede lød således :
“Ethvert skridt er et fremskridt selvom det kan føles og fornemmes som det modsatte.”
En dejlig tanke, når korthuset engang imellem vælter. Og det gør det af og til på Nordvestkysten…
@Morgan. Det håber jeg for dig så inderligt du gør. Havde samme følelse da jeg som dreng mistede af værste karat. Lovede mig selv aldrig at lukke kærligheden ind igen.
Men da jeg alligevel gjorde så jeg mig aldrig tilbage…
Et mantra jeg engang gik og mumlede lød således :
“Ethvert skridt er et fremskridt selvom det kan føles og fornemmes som det modsatte.”
En dejlig tanke, når korthuset engang imellem vælter. Og det gør det af og til på Nordvestkysten…
Gisp…her tages der ingen fanger.
Teksten er diamanthvas.
Jeg vil straks trøstespise…forebyggende 😮
Gisp…her tages der ingen fanger.
Teksten er diamanthvas.
Jeg vil straks trøstespise…forebyggende 😮
Gisp…her tages der ingen fanger.
Teksten er diamanthvas.
Jeg vil straks trøstespise…forebyggende 😮
Hold da helt op, hvor kan du skrive – GODT – FLOT- WAUV – jeg ville nok fjerne sidste linje, som er en slags unødvendig kliché 🙂
Hold da helt op, hvor kan du skrive – GODT – FLOT- WAUV – jeg ville nok fjerne sidste linje, som er en slags unødvendig kliché 🙂
Hold da helt op, hvor kan du skrive – GODT – FLOT- WAUV – jeg ville nok fjerne sidste linje, som er en slags unødvendig kliché 🙂
Penpal – jamen jeg lukker sørme gerne kærligheden ind igen. Omend på en anden måde end sidst. Om der så langsomt bliver åbnet for små theselskaber derinde i det lukkede rum, det ved jeg ikke. Lige nu har jeg brug for at det inderste rum er mit. Men kærligheden må godt komme forbi. Tror jeg 🙂
Og du har så ret med skridtene! Det har du.
Penpal – jamen jeg lukker sørme gerne kærligheden ind igen. Omend på en anden måde end sidst. Om der så langsomt bliver åbnet for små theselskaber derinde i det lukkede rum, det ved jeg ikke. Lige nu har jeg brug for at det inderste rum er mit. Men kærligheden må godt komme forbi. Tror jeg 🙂
Og du har så ret med skridtene! Det har du.
Hmm … har læst og læst og læst dette indlæg. Og pludselig forstår jeg det. Dybere end nogensinde. Og ja – det er sejt. Uhyggeligt sejt at blive ved med at ramme den samme mur. Ladeport. Afmagt.
Nogle gange er vi nødt til at nå til den erkendelse, at vi kommer fra hver vores planet. Og at vi aldrig kan mødes. Vi kan drikke en kop kaffe. Spise et måltid mad. Men planeterne – de flytter sig ikke.
Hmm … har læst og læst og læst dette indlæg. Og pludselig forstår jeg det. Dybere end nogensinde. Og ja – det er sejt. Uhyggeligt sejt at blive ved med at ramme den samme mur. Ladeport. Afmagt.
Nogle gange er vi nødt til at nå til den erkendelse, at vi kommer fra hver vores planet. Og at vi aldrig kan mødes. Vi kan drikke en kop kaffe. Spise et måltid mad. Men planeterne – de flytter sig ikke.
Jeg synes Ballouet er sej, netop fordi hun toner rent flag og melder klart ud. Intet er så stærkt som at omfatte sine (og andres) svagheder med respekt og nøgternhed. Sætter man så nogle følelser på, og skriver det ned/op…så kan begynde at række hånden frem, til sig selv. Det ser åndssvagt ud, men gøres også bedst alene. Man kan gå kramme sig selv. Ikke alle kan nå hele vejen rundt med begge arme, men selvomsorg er ikke det værste, man kan have. Nå…nu rabler jeg, kan jeg mærke, og så gælder det om at stoppe inden DET rabler 😉
Jeg synes Ballouet er sej, netop fordi hun toner rent flag og melder klart ud. Intet er så stærkt som at omfatte sine (og andres) svagheder med respekt og nøgternhed. Sætter man så nogle følelser på, og skriver det ned/op…så kan begynde at række hånden frem, til sig selv. Det ser åndssvagt ud, men gøres også bedst alene. Man kan gå kramme sig selv. Ikke alle kan nå hele vejen rundt med begge arme, men selvomsorg er ikke det værste, man kan have. Nå…nu rabler jeg, kan jeg mærke, og så gælder det om at stoppe inden DET rabler 😉
Rettelse: Man kan GODT kramme sig selv (sku’ der stå)
Rettelse: Man kan GODT kramme sig selv (sku’ der stå)
@Morgan: Som sagt før: Jeg tror dælme jeg blog-knus-elsker dig. Fordi du hører, hvad jeg siger. Bedre end jeg selv gør.
Og ja: Mit slot er lukket. Det er jeg nødt til, for åbner jeg porten, står jeg pivåben. Uden filter. Forsvarsløs. Og det tør jeg ikke igen. Det havde nær kostet mig livet og næste gang ved jeg ikke, om stædigheden og overlevelsesinstinktet overvinder smerten og afmagten.
Mit problem er, at jeg er ensom. På mit slot. Jeg savner stadig. Dét, der aldrig kom. Dét, der alene blev givet som andet end hån og intellekt og hvem-er-stærkest. Jeg forsøger stadig at tvinge kærligheden frem, dér hvor den ikke er.
Men jeg regner med – og håber på – at blive mindre naiv. Og bedre til aleneheden. Øen, du ved. Og erkende, at planeterne aldrig mødes. Og ikke skal mødes måske…
@Penpal: Nordvestjylland kræver mere end almindelig survivor-instinkt!! 😉
Er i en flække lige nu. Med byfest. Hvis man vil bevare troen på det bedste i menneskeheden, skal man IKKE deltage i sligt!!! 🙂
Og skridtene. Dem træder jeg. I skoven. På stranden. I stilheden. Fantastisk velgørende…
@Beologen: Du er virkelig meget, meget dejlig! At kramme sig selv er et smukt og rørende billede. Selvom det ser åndssvagt ud 🙂
Og det må da gerne rable ind imellem. Sommetider er rableriet befriende. Og sandt.
@Maria: Du har måske ret mht sidste linje. Og så alligevel: Klicheer kan have en nødvendig placering i og med, at hele indholdet er forrygende klichepræget. Men helvedes sandt, dét til trods. Mit liv er måske lidt af en kliché?? 🙂
Hold da helt op, hvor jeg savner jer allesammen. TAK!!!! Fordi i giver så meget.
@Morgan: Som sagt før: Jeg tror dælme jeg blog-knus-elsker dig. Fordi du hører, hvad jeg siger. Bedre end jeg selv gør.
Og ja: Mit slot er lukket. Det er jeg nødt til, for åbner jeg porten, står jeg pivåben. Uden filter. Forsvarsløs. Og det tør jeg ikke igen. Det havde nær kostet mig livet og næste gang ved jeg ikke, om stædigheden og overlevelsesinstinktet overvinder smerten og afmagten.
Mit problem er, at jeg er ensom. På mit slot. Jeg savner stadig. Dét, der aldrig kom. Dét, der alene blev givet som andet end hån og intellekt og hvem-er-stærkest. Jeg forsøger stadig at tvinge kærligheden frem, dér hvor den ikke er.
Men jeg regner med – og håber på – at blive mindre naiv. Og bedre til aleneheden. Øen, du ved. Og erkende, at planeterne aldrig mødes. Og ikke skal mødes måske…
@Penpal: Nordvestjylland kræver mere end almindelig survivor-instinkt!! 😉
Er i en flække lige nu. Med byfest. Hvis man vil bevare troen på det bedste i menneskeheden, skal man IKKE deltage i sligt!!! 🙂
Og skridtene. Dem træder jeg. I skoven. På stranden. I stilheden. Fantastisk velgørende…
@Beologen: Du er virkelig meget, meget dejlig! At kramme sig selv er et smukt og rørende billede. Selvom det ser åndssvagt ud 🙂
Og det må da gerne rable ind imellem. Sommetider er rableriet befriende. Og sandt.
@Maria: Du har måske ret mht sidste linje. Og så alligevel: Klicheer kan have en nødvendig placering i og med, at hele indholdet er forrygende klichepræget. Men helvedes sandt, dét til trods. Mit liv er måske lidt af en kliché?? 🙂
Hold da helt op, hvor jeg savner jer allesammen. TAK!!!! Fordi i giver så meget.
Apropos Kliché og “Aldrig mere”:
“Aldrig mere
vil jeg se
du er kold
kold som sne
og vinden blæser
Altid væk
i en sky
der er så stort
i min by
og du er lige så grå og død
her er ikke noget at lave
Du er åh
åh så skøn
men kun sne
fra din mund
og dine øjne skifter
fra grøn til rød
Bare vi to ku få det godt
hos dig er jeg sagt op
hos dig er der heller
intet arbejde af få
Altid væk
i en sky
der er så stort
i min by
på hånden blæser vinden
et sekund
før alting synker væk”
Er der ikke sådan lidt Nordkraft og eternit-fabrik over stemningen?
PS: eneste kliché, jeg iøvrigt ønsker at sende din vej er “du er åh åh så skøn” 😉
@M : Klicheer, banaliteter og hele cirkusset. Er sandheder al vores benægtelse til trods. Vi forsøger at hæve os over det, – at hævde os og fortrænge. Men klicheerne forbliver stadig lige grundlæggende og tåbeligt sande.
Jeg tager med kyshånd mod DIN kliché 😉
Skal vi være åh så skønne – sammen??? 😀