Louise Juhl

Jeg er født med en en bule på ryggen. Da jeg var mindre var den af størrelse som en halv appelsin, med årene er den svundet ind, i dag er den næsten væk. Min mor kaldte det et fødselshæmatom, sagde det var helt ufarligt. Men en der hed Sara havde læst, at det var en død tvilling, hvis rester havde sat sig som et mærke. Jeg døbte den døde tvilling Naya, og bar hende på ryggen som en mor bærer sit barn. Jeg talte med hende og sang for hende. Når jeg fik gaver til jul og fødselsdage, delte jeg dem med hende. På den måde var vi altid to, min ufødte søster og jeg. To om at kede os, drikke mælk af kartonen, tænke forbudte tanker. To om at drømme om bål og kædedans, om glødende sten. To om at blive væk og finde hinanden igen, når ingen andre ledte.
I min parallelklasse gik en, der hed Anne, hun talte flydende engelsk og spillede klaver og spiste på faste tidspunkter. Morgenmad kl otte, en figenstang kl ti. Til frokost tre halve – en med kartoffel og to med ost og så videre. Hun havde spillet en rolle i et teaterstykke og gentog altid en sætning derfra: ‘The meaning of life is a difficult matter/ it isnt just one of those everyday things’ Jeg spurgte hende, hvad det skulle betyde, og hun svarede mig, at det ikke var alt, der skulle forstås. At nogen ting bare skulle fattes. Jeg kendte ikke forskel, men nikkede som om, for jeg ville gerne være venner med Anne: Spille klaver og spise på faste tidspunkter i stedet for, når jeg havde lyst.
Naya, min tvilling, sagde nej. Hun ville ikke være venner med Anne, kunne ikke fordrage hende – hendes uforståelige sætninger og den måde, hun kunne få en figenstang til at vare et helt frikvarter. Jeg forsøgte flere gange, inviterede hende hjem for at spille Kalaha eller spurgte, om vi skulle melde os som skolepatruljer sammen. Men enten sagde Anne nej eller også fik jeg frygtelig ondt, lige dér under skulderbladet, hvor blodansamlingen sad. Det samme gjaldt alle mine andre forsøg på at få venner. Mette og Sarah og Pia og Sille. Hver gang fik jeg næseblod eller min venstre ankel svulmede op eller min stemme forsvandt. En enkelt gang faldt jeg endda om. Jeg var på vej op ad Solhøjsvej sammen med Lene, da mine ben forsvandt under mig. Det viste sig at være skarlagensfeber, jeg lå syg i ni dage, og min mor måtte made mig med ske. Jeg fik høj feber og talte i vildelse: Noget om bål og forbudte tanker og om en ensomhed på størrelse med en halv appelsin.
Siden opgav jeg at finde andre venner end Naya. Det var også ok, vi vævede billedtæpper sammen – med motiv af fisk uden finner og fugle uden næb. Vi sang Carole Kings ‘You’e Got a friend’ foran spejlet på badeværelset og sneg os til at stege Arme Riddere hver onsdag, når min mor fik sent fri. Vi stegte fire hver – otte i alt og fik kvalme af mæthed, alligvel føltes det som en sejr.