Louise Juhl

Vi sad der med vores store øreringe og spraglede sjaler og spurgte hinanden: Hvad drømmer du om? Og svarede alt det rigtige: vi drømte om fred og tid til ingenting, at gå i ét med naturen, forsvinde i mossets grønne. Drikke stærke øl på en strand, synge Bella Ciao og tænde bål. Gå i bare tæer året rundt og græde men uden at være kede af det. Vi drømte om at give slip. På alt og det hele – på vreden og taknemligheden, forvirringen og den umulige forelskelse. At få lov til alt det uden at tage det fra nogen andre. Det lød så rigtig og smukt, men samtidig også helt umuligt, sådan som drømme nu har det med at være. Smukke og umulige.

Vi troede længe, at det var det, det gik ud på, dét, alting handlede om. At blive os selv.
Men med tiden forstod vi, at det handlede om noget andet. Ikke at blive ‘os selv’ men om at blive ’til noget’. Noget fleksibelt og samvittighedsfuldt, noget kompetent og beredvilligt. Noget vand på samfundets mølle. Vi lærte at skrive ansøgninger og klippede vores smilende ansigter ind i øverste venstre hjørne. Brugte vendinger som “indlysende kompetencemæssige match” og “har bred erfaring med” – også om ting, vi knap kunne udtale: Nauticus, ISO9000, flextidsordning.
Og så blev vi kaldt til samtale på et fjerdesalskontor med vægge af glas og kun vand på bordet. Og fire nålestribede mænd spurgte os til tidligere ansættelser, planer om familieforøgelse og om vi havde mulighed for at tage telefonen  – også uden for arbejdstid? Vi svarede ja til det hele og blev snart ringet op: Vi var den helt rigtige medarbejder til jobbet. Men hørte også os selv takke nej. Ikke fordi vi ikke kunne bruge de penge, der fulgte med, men fordi vi trods alt hellere ville undvære dem, end at slikke frimærker og røv på et helt hus fuld af jakkesæt.