Louise Juhl

I går lyttede jeg til Neil Youngs ”Words” (between the lines of age), særligt hans guitarsolo cirka midt i nummeret.

Den solo er ikke andet end elementære anslag, den solo er en fingerspids så sløv og så slow, at det skærer i kroppen. Den solo falder sammen før den begynder, et brutalt kollaps, noget brænder sammen, brænder op. Op og op og ud og ud og ud.
Jeg hører tværsummen af et liv, der muligvis ikke gik, men heller ikke gik galt, en forlist og fortættet praksis, lyde, sprog, eksemhud kradset til blods.

Jeg hører et retningsløst kompas dér, hvor man ikke finder vej, men finder vild, lykkeligt, til den simple lyd af cowboypoesi.