Louise Juhl

I mine drømme flyver fuglene baglæns
Tilbage til Dengang og Da. Ikke frem. Ikke tilbage. Men ind midt i roen af grus, der knaser under fødderne. Et aftryk af væren. Lydene er tavse og selv vinden holder vejret. Mellem Mig og Dem – og en enkelt rødbøg – er kun befriet længsel uden tyngde og savn: Smagen af viden, jeg ikke kender og duften af en duft, jeg ikke har mødt. Ved alt om ingenting eller ingenting om alt. Og det er nok. – Det er nok. Og mens jeg favner træets stamme, mødes jeg af mig selv, og følges gennem haven og ærtebedene og mødet med en anden. Eller en Andethed. Jeg er ikke bange. Jeg er ikke bange. Bare tyst…

I mine drømme er ret og vrang ét og samme
Maskerne trævles op for at blive hele og der går røg uden brand. Måske jeg ligger under dynen på loftet og lytter til en morgen, der ikke har været. Lukker øjnene og kan ikke se, men netop fornemme vasketøjet på snoren, en hund der gør og den udskudte dag. ”Jeg savner dig skat”, tænker jeg alt for voksent og putter tommelen i munden. Vender mig om mod væggen og ved, at uendeligheden ikke findes. Det bliver aldrig morgen igen og alligevel altid.

I mine drømme vælter verden
Og den rejser sig med rank ryg og blikket stift fremad, som om intet var hændt. Vi ler alle i det skjulte og leger med. Horisonter, dimensioner, op, ned og altings sammenhæng. Det er så uskyldigt. Så let. Kommen og gåen og ingen beskidte aftryk. Kun lommer af ubeskrivelighed og et barn, der hoster påtrængende i baggrunden.
Månen har vendt ryggen til og knejser uforsonligt med nakken.