At skrive sandhed

by Louise Juhl Dalsgaard

I går hørte jeg et afsnit af Skønlitteratur på P1, Dy Plambeck var inviteret i studiet for at tale om Agora Kristof, det var virkelig god radio. Det var en diskussion af forfatterskabet og om at skrive som en praksis snarere end som en intention, sådan hørte jeg det i hvert fald. Undervejs talte Kristof selv, en optagelse fra et tog, der var del baggrundsstøj, hendes fransk bar tydeligt præg af hendes ungarske opvækst, det var meget smukt. I klippet fortalte hun blandt andet, at når folk spurgte til hendes romaner – hvad dette eller hint (et stilehæfte, en fabrik) var et billede på, hvad bøgerne så at sige ‘betød’, svarede Agora Kristof: Jeg ved ikke, hvad mine bøger betyder. Den ydmyghed bed jeg mærke i. At hun så at sige ikke skrev for at forklare eller OVERbevise nogen om noget, men ene og alene for at VISE.  
Kristof taler i Det store stilehæfte om, at hun og en søskende hver dag skrev. De havde klare regler, alt skulle være sandt. De satte et emne som ramme: “Ankomsten til bedstemor” og skrev så i en time. Derefter læste de hinandens tekster, rettede og sluttede af med en anmærkning: ‘Godkendt’ eller ‘Ikke godkendt’. Var stilen godkendt skrev de den ind i Det store Stilehæfte, var den ikke godkendt, startede de forfra dagen efter. Skrev igen en time og om det samme emne, indtil de lykkedes med at skrive sandt. Kristof definerer selv i bogen, hvad det sande vil sige: Nemlig at skrive om tingene og mennesker, sådan som de er, hvad der sker, hvad de ser og hører, lugter, mærker, smager. Men ikke skrive, hvad de føler, mener. Det er således ikke sandt at skrive “jeg elsker nødder”, for hvad vil det sige at elske? Betyder det, at man så er parat til at dø for en nød på samme måde, som man er parat til at dø for et barn, man elsker. Nej, at elske er upræcist, i stedet kan man skrive, “nødden knaser,” eller “nødden fylder munden med fedme og maven med ro”. Det, man skriver skal altså ifølge Agota Kristof være i overensstemmelse, med det, man sanser, ikke med ens humør eller følelser. Jeg plejer at bruge ordet ærlighed om den slags litteratur. Jeg kan godt lide det ærlige, og forsøger selv at leve op til det, når jeg skriver. Ærlighed adskiller sig fra sandhed ved, at det ikke er nok (og ikke nødvendigvis afgørende) at det, man skriver, er korrekt. Derimod er det uomgængeligt, at det skal være skrevet uden bedrag. I ordbogen bruger de “oprigtig og åbenhjertig” til at uddybe, hvad det ærlige indeholder. Åbenhjertigt. Med åbent hjerte, ja.
Jeg vil meget anbefale at høre udsendelsen og at læse Agota Kristof. Der er en stor generøsitet i hendes forfatterskab, en stor ærlighed, et stort og åbent hjerte.
Foto: Yvonne Böhler

(Afsnittet af Skønlitteratur på P1 blev sendt i går og hedder “Man skal skrive sandhed”)