At tie for at tale

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er her. Fordi jeg ikke kan andet.

Man lærer at tilværelsen ikke kan sættes på formel, så man formulerer i stedet. En tilværelse eller et forsøg på en sådan. Famler efter et liv. Måske en drøm. Man formulerer en længsel, der ikke kan begribes men alene gribes. I et nu. Eller slet ikke. Så man griber bare. Ud. I blinde. Efter det u(be)gribelige

Imens taler man om alt muligt andet. Man taler udenom. Indenom. Og indeni. For at nærme sig. Det tavse orkanøje. Dér, hvor længslen lever sit eget liv. Som et pust i nakken. Puuussssttt

Så prøver man stilheden.(Stilheden er komprimeret tale.) Dér hvor sproget ophører, for at give plads. Til væren. Og ikke-væren. Nær-væren. Man tier. Schyyyyss

Nær ved og næsten lister man omkring. Med sine ord og sit sprog. Rammer ingenting. Højst ved siden af. Rammer ind. Forsøger akavet men nænsomt at favne en krop og en længsel, der ikke lader sig fange. Eller beskrive. Kun berøres. Flygtigt. En silhuet. På vej væk.

Puuuusssttt.

Og så tier man. Schyyyyss