I nat drømte jeg om en sten. Stenen havde ikke noget ansigt og ikke noget navn, og ingen ville kendes ved den – ikke engang den selv. Den lå bare, mens ting skete. Et træ skød op og stjal al lyset, en spætte skiftede køn fra fisk til fugl. To kogler videde sig ud og […]
Ingen har ringet, men nogen har efterladt en besked. Jeg aflytter den ikke, men forestiller mig, at det er fra en ukendt søster. Hun ringer fra Pyhä-Luosto, skovsamernes hellige sted og har noget, hun vil sige, noget vigtigt. Men hun famler på sit frønnede finsk og alt for langsomt, og beskeden løber ud, før hun […]
Forleden talte jeg med et menneske, jeg ikke kendte, han var høj og rar og havde afbleget hår, han fortalte mig, at han havde læst på universitetet i otte år, og at han hed Rasmus. Jeg fortalte, at jeg ikke havde læst i otte år, men til gengæld læste dagen lang. At jeg elskede nåleskove, […]
I går talte jeg med en, jeg ikke kendte, Rasmus hed han. Han spurgte, er du træt af livet, jeg svarede, nej jeg er træt af mig. Min første store kærlighed hed også Rasmus, han havde stort krøllet og meget rødt hår, elskede musik. En nat vækkede han mig og sagde: din ryg ligner et […]
Vi mødtes første gang på cafe drudenfuss, det er femten år siden i dag, en søndag, du var lige kommet ind med toget, du havde været i skærbæk for at fejre din mors fødselsdag, jeg var i en grøn skjorte med kinakrave, armygrønne bukser, dine sko var købt i italien, fortalte du, du fortalte også, […]
pudevår og virkelig våræbletræer i blomstbrudte løfter, knækket hviddyreskrog og moonbootsvægge med ører og vanvidner
Hunden finder en enlig handske i græsset ved søen. Bærer den stolt med hjem i munden. Helt op i sofaen, hvor den vogter over fundet med lige dele vagtsomhed og ømhed.-Dén kærlighed til det tabte, dén stolthed ved at give det nyt liv.
svalerne svimler græsset ligger i foster jeg gider ikke tælle til fem
Sidder i toget på vej hjem og ‘dømmer’ folk på deres mundbind. En har ét på med dannebrog en anden ét med regnbueflag. En tredje bærer mundbind i pink satin og en fjerde ét med Simpsons. De fleste bærer de medicinske blå, insisterer: “dont judge me by my lack of face”
Hun skriver breve. Til ingen, fra ingen. Eller genkalder sig en ordveksling fra for længst:-Hvordan går det? -Det går ikke.-Det er jeg ked af at høre, hvad er det, der ikke går? -Det er det hele. -Det hele? -Det hele! Hun fortæller om ørkenspringrotterne, hun holdt som kæledyr, da hun var barn. Tarzan og Halefrandsen. Hvordan de sov det meste […]