hestenes ånde

by Louise Juhl Dalsgaard

Forleden talte jeg med et menneske, jeg ikke kendte, han var høj og rar og havde afbleget hår, han fortalte mig, at han havde læst på universitetet i otte år, og at han hed Rasmus. Jeg fortalte, at jeg ikke havde læst i otte år, men til gengæld læste dagen lang. At jeg elskede nåleskove, hestenes ånde i frostvejr og ristet rugbrød. Jeg fortalte også, at jeg var lidt ked af det for tiden, ikke ked af at være mig, egentlig, men at være det hele tiden og på højtryk. Så talte vi lidt om mad og min mor, der har lært mig alt, jeg ved, om gærdej. At det handler om håndens arbejde, om at ælte, massere og om at vente, ikke mindst, mens dejen hviler. Men heller ikke længere end det, for så breder den sig, dejen, den vokser og vælter ud over skålens kanter. Jeg viste Rasmus hvordan man tæmmer en dej, man slår i den med forsigtige og flade hænder, milde lussinger. ‘Her til og ikke længere’. Bum, sagde jeg og slog mig på brystet og lo lidt for at tage brodden af den pludselige alvor. Så fortalte jeg, at jeg engang havde læst om en mor, der knugede sit barns hånd så tæt, at barnets hånd brækkede, Rasmus svarede: det lyder voldsomt. Vi talte også om ting, vi er glade for, jeg nævnte: hunden, mine røde gummistøvler, duften af grøn lige efter regn, Kaj & Andrea, halvfjerdserkeramik, Bjørn – og æbler, der har ligget så længe, at de er helt runkne og indtørrede og fulde af smag. Så sad vi sådan lidt, med smagen af æbler i munden, det føltes godt.