Bid for bid og se!

by Louise Juhl Dalsgaard

Tak til i går for at komme og gå – og til i dag for cirka det samme. Tak til rase for at rime på karse og til hækken udenfor, som sikkert trænger: TAK.
Også tak til den politimand, der for enogtyve år siden hjalp mig ud af et kælderrum, og fik mig til at love at leve videre. For at ringe dagen efter. Og dagen efter igen. “Er du ok?”
Tak til skovjordbær og purløget i min have, til dovne duer og skrigende måger på himlen. Til dit for dat – og vice versa, dat for dit. Tak for tak og bid for bid og se: Hvilken morgenstund!