Louise Juhl

Jeg var hende med den lidt for brede bag og det lidt for tunge hovede. Gik mere op i matematik og kaosteori end i mit udseende. Til fester var tøjet cirka det samme som altid, det vil sige sandfarvede fløjlsbukser og en sweartshirt i sort med et signalfarvet logo henover brystet. En sjælden gang imellem tog jeg øjenskygge på, blåt og med glimmer, men det endte som regel med at hænge under øjnene i stedet for over.
Måske var det derfor, det kom som et chok. Jeg havde ganske enkelt ikke forestillet mig, at jeg kunne bruges til den slags. Ikke fordi jeg var uvidende, men fordi jeg var den, man bad om hjælp til lektier, ikke én, man kyssede med, fantaserede om.
Han hed Morten, og den dag i dag kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvad der skete. Jeg tror ikke, jeg var afvisende. Snarere overrumplet, måske endda smigret? Men jeg husker hans insisterende tunge, der, uden varsel, pressede sig vej ind imellem mine læber. De målrettede hænder, først om brysterne, så i skridtet, videre.
Måske sagde jeg ikke nej, måske tænkte jeg det ikke engang, det hele gik så hurtigt.

Bagefter hjalp han mig i tøjet, han rakte mig stykkerne et for et. Trusser, nederdel, nylonstrømper. Ingen af os sagde noget, der var vel ikke noget at sige.
Lyset på gangen udenfor værelset var grelt og skarpt. Tre piger stod lænet op ad væggen. Den ene græd, de to andre trøstede.
Jeg gled forbi dem og fandt min jakke i entreen under et tykt lag af fremmed overtøj. Flere frakker faldt på gulvet, under mit forsøg på at finde min egen. Jeg lod dem ligge.
Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt hjem, kun at jeg børstede tænder i mere end en halv time, frem og tilbage, igen og igen, og at jeg sov med alt tøjet på. En sumpet og tung søvn.
Næste morgen tog jeg på job. Nina, min kollega, havde købt tebirkes og håndværkere, jeg takkede ja til begge dele. Det virkede som en normal ting at gøre, at tygge og synke. Senere satte jeg bøger på plads. 58.83 “Fugle ved søer og moser.”
Hjemme igen kastede jeg op. De næsten ufordøjede stykker af morgenbrød flød rundt øverst i den galdegrønne væske. Det fascinerende mig, hvor lidt skade de havde lidt på deres tur gennem min krop. Man kunne stadig se de mange små birkes flyde rundt. Jeg talte dem endda, før jeg tørrede jeg mig om munden og hældte vand i ansigtet. Niogtres fik jeg det til. Så gik jeg ud og trykkede hans nummer på telefonen.