Louise Juhl

Mig: Jeg vil skrive dig uld i mund, jeg vil skrive dig blomme og hvid
Bjørn: Uld og æg, PRÆCIS, uld og æg, vi har en titel, ja!
Bjørn: Jaaa

Mig: Men man må kravle før man kan gå, kæntre før man kan sejle. Det er klart som gennemsigtig sort. Sort, sådan taler huller.
Bjørn: Ja de gør, det ved enhver der har været i Lidl
Mig: Lidl er verdens ottende vidunder

(Bjørn: Flet næbbet, jeg skal være marmor
Mig: Betyder det slut?
Bjørn: Neeej, jeg fjoller bare, men vi skal afsted til knasegården, og jeg skal i bad)

Mig: Hvis min krop brændte, ville jeg redde milten først, alene fordi den ingen nytte gør. Jeg holder af det unyttige. Så står man bare dér med en milt og brænder. Babuh.
Bjørn: Så synd
Mig: For milten? Jamen den bliver jo reddet. Men se’fø’li: Hvad skal en milt uden krop stille op med sig selv, den er jo lissom lidt “udenfor det hele.” En “palle alene i verden”-milt?
Bjørn: Ja sådan en miltring. Jeg har kendt en kat, der hed miltring
Mig: Åh. Man skal kende sin lus på travet, men sin kat på navnet.

Mig: Miltbrand, naturligvis, det er deraf mit ønske stammer.
Jeg vil forgifte verden med hvidt pulver, sætte alt i undtagelsestilstand. Jeg er en terrorist, jeg vil revolutionere kroppen.
Bjørn: Poisened.