Louise Juhl

da jeg var lille kunne jeg af og til gå i seng tidligt, helt, helt tidligt, før solen gik ned, nogen gange lige efter aftensmaden, bare for at ligge og planlægge, hvad jeg skulle drømme, tit handlede det om noget med at blive kaldt over skolens samtaleanlæg: ”X skal gå til skoletandplejen, hvor Inger venter på hende”, og så rejse sig under alles bevågenhed, fordi man skulle ”noget”, noget andet end de andre, noget lidt hemmeligt næsten, gå gennem de lange skoletunneller for til sidst at ende hos skoletandlægen og få bøjle på, sådan en række af metal, glinsende glitrende, Bling, og alle ville spørge ”Hvordan føles det?” eller ”Gør det ondt?” og jeg ville forestille mig, at deres spørgsmål slet ikke drejede sig om tænder og metal, men om mig, for fanden i hele verden mig, mig, mig, at de ville spørge: ”Hvad føler du?” eller ”Har du ondt”, og sådan kunne jeg ligge i timer før jeg skulle sove, og planlægge drømme jeg ikke turde tænke i vågen tilstand