Louise Juhl

Dét efterår.
Bladene har dårlige nerver. Min mor kaster op i en skål. Jeg gemmer mig bag et gardin i en fremmed dames stue, det er hunden, der finder mig. Den blotter tænder og knurrer. Damen hvisker: lille ven dog. Hun sætter sig på knæ og rækker mig en hånd. Jeg græder og græder, det er ikke bladene skyld, heller ikke min mors, hendes opkast eller hundens. Jeg ved faktisk ikke, hvis skyld det er. Hvorfor jeg græder eller hvem, jeg gemmer mig for. Men det er rart at blive fundet.