Louise Juhl

Jeg har altid været optaget af ting, der kan gå i stykker men uden at gå i stykker. Som når et firben smider halen og gror en ny. Ikke den samme men en anden hale, mere stiv, men også mindre sårbar overfor brud. Hvis en hund mister et bagben, lærer den overraskende hurtigt at fungere på tre ben, den løber og leger som før, måske ikke helt så hurtigt, men lige så godt.
Da jeg fyldte atten, fik jeg en meget smuk tepotte i gave af min kæreste. Den var blå og med små mønstre i bladguld, og den kunne holde to liter te varm i flere timer uden en hætte. Senere gik han fra mig, tepotten beholdt jeg. Jeg flyttede til Jægergårdsgade – ind hos Eva med det mærkelige efternavn. Eva havde krusede krøller, som aldrig rigtig blev våde – hun behøvede hverken at tørre dem med håndklæde eller at fønne, når hun havde været i bad. Jeg fik et stort værelse med franske døre og silkegardiner med sirlige mønstre. De holdt ikke lyset ude, kun nysgerrige blikke. 
Vi drak te af min potte, Eva var mest til Ceylon te fra Sri Lanka, jeg var glad for Husets Urtete fra Brovst, hver aften slog vi om, hvad det skulle være. Jeg vandt for det meste og uden snyd. Jeg husker ikke detaljerne, men jeg havde jeg slog sten og Eva papir, og hun gik i køkkenet for at brygge sin Ceylon, og så lød der den her lyd. Ikke nogen voldsom lyd, mere som når man taber et brød på gulvet, et bump. Alligevel var der var noget i stilheden efter, der fik mig til at rejse mig og gå ud til Eva i køkkenet, og der lå potten på gulvet med knust låg og tud.
Jeg tror nok, at jeg satte mig på knæ og forsøgte at samle stumperne, men forgæves, der var alt for mange, og de var ikke til at kende fra hinanden. Eva stod bare med en hånd for munden, mumlede noget bag. “Åh nej” tror jeg, det var: “åh nej åh nej”. 
Tepotten blev aldrig tepotte igen, Eva købte mig en ny, den kunne det samme: holde to liter varm i to timer, men den var ikke med bladguld, og den blå var ikke den samme blå. Jeg flyttede til Frederiksberg, det var ikke pottens skyld, resterne af min potte flyttede med. Den fik lov at stå i vindueskarmen i min nye lejlighed, og hver gang jeg fik besøg, gik gæsterne direkte hen til den skårede keramik. Rørte ved den, aede tør jeg næsten kalde det, og ville vide, hvad der var sket og hvordan. Flere gang overvejede jeg at finde på en historie. Om afmagt og vrede: At jeg havde knust kanden mod gulvet, da min kæreste gik fra mig. Tusinde stykker af ituslået drøm, gråd og tænders gnidsel. Men for det meste fortalte jeg bare sandheden, at tepotten var faldet på gulvet helt uden dramatik – og måske lidt om Evas krøller.