Husk dette

by Louise Juhl Dalsgaard

De lånte bøger på biblioteket, andre købte de. Marie Cardinals ‘Ord som forløser’, snart slidt af utallige gennemlæsninger, æselører på hver fjerde side og noter i margin skrevet med blyant, så de kunne viskes ud: 
Ja! eller Husk dette! 
Altid efterfulgt af udråbstegn. 

Når det lod sig gøre, det gjorde det sjældent, gik de til foredrag: Hørte kvinder, der talte om andre kvinder, og gik derfra med en følelse af at være blevet hørt, selvom de ikke selv deltog i debatten. Næste dag tog de tidligere fri fra arbejdet – en time, to, som de brugte på at gå. De otte kilometer tilbage til hjemmet, måske, en tur uden tanker for andet end bevægelsen fremad. Én fod foran den anden. En lille frihedsmarch, der msåke nok førte dem tilbage til samme sted, de begyndte, men som alligevel ikke var forgæves.