Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Lad os kalde det et digt, en overvejelse. I går kørte jeg med tog til Aarhus, solen blødte gult som et ituslået æg. Tæt på stationen passerede et godstog, det havde syv, måske ti, kampvogne på træk. Kvinden på sædet overfor mig gjorde korsets tegn.
Senere var jeg ved lægen med en betændt kæbe og et hjerte i laser. Hun sagde: “Det er ikke forkælet, at ville have det godt.” Jeg fik piller mod betændelsen, Priminova, 1 tablet tre gange daglig i en uge. Det ville slå inflammationen ned, mente hun. Hjertet ville hun nødig slå ned, så vi lod det blive ved snakken. Noget om kind og pels og smørstegte kantareller. Hun sendte mig et link til en opskrift, sagde: “det læger ikke alle sår, men det ligger godt i maven.”
På gaden udenfor havde en mand spredt indholdet af sin taske ud på fortovet. Han ledte efter noget, men han kunne ikke huske hvad. Kun, at det var noget, han savnede. Jeg hjalp ham med at sortere. To tomme poser fra Netto, en tube tandpasta, stribede sokker holdt sammen med en elastik. Et næsten opløst tebrev, en brochure om moms, et par briller med sorte glas og kun én stang. Og så en æske tændstikker. Jeg rakte æsken frem mod manden, sagde: Hér er den. Hans sagde tak og ja, og dét var godt, og så pakkede vi al resten ned i tasken, vinkede farvel. Jeg ved ikke, om det var tændstikker, han ledte efter, men jeg tror, at han var glad for at finde dem.