Louise Juhl

Min mor har sendt en sms. I nat kl 03.14. “Jeg er lige startet til gymnastik”, skriver hun, “og underviseren er din gamle spejderleder, Susanne. Er det ikke sjovt?” 
Det er vel ok sjovt, jeg husker hende knap nok. Susanne altså. Kun at hun havde en kæreste, der hed Mogens. Han havde krøller og boede i en skurvogn helt ude på kanten af en kridtgrav. Hans udsigt var hvid på hvid på hvid, jeg ved ikke, hvad han lavede der, hvorfor han havde slået sig ned på så øde og dødt et sted. Susannes far var tidligere major i hæren og havde en guldtand, der glimtede, når han talte. Han kom af og til, når vi havde møde, lærte os at flå en hare og at gøre honnør for flaget. jeg var lidt bange for ham, men Susanne lovede mig, at han var god nok på bunden, og jeg tænkte meget over, hvorfor han ikke valgte det omvendte. At være god fra toppen og lade det andet falde til bunds, det skræmmende.  

Susanne stoppede som leder, da hun og Mogens gik fra hinanden. Hendes far blev ved med at komme, selv længe efter, at en ny leder var begyndt. det var ret akavet, så stod han og råbte fra et hjørne på grunden “Tjikkerlikker, tjikkelikker, tjavtjavtjav,” mens vi andre sad indenfor i hytten og lavede collager med blade, vi havde samlet i skoven. Ask og eg og bøg og birk. Jeg ved ikke, om man kan sige, at ringen er sluttet nu, hvor Susanne er vendt tilbage og underviser min mor i ældregymnastik hver tirsdag. Om hun dermed endelig har fået sin egen plads, et ansigt, et navn i en sms sendt klokken 03.14 fra min mor?