Louise Juhl

Kære

Sagen er at jeg er vred, men ikke på nogen. Sagen er, at jeg er ked af det, men ikke over noget. Sagen er, at jeg er et nul, men at alle insisterer: “Åh jamen, SIKKE. et nul!” Så rund og flot. Nullernes nul.

Sagen er, at jeg har ondt i kroppen og ondt i røven, og at begge dele stinker. At jeg er skide priviligeret og alligevel føler mig fortabt. Sagen er, at jeg er født med en sølvske i munden, men at jeg misforstod og slugte den. Sagen er, at den satte sig fast i halsen, skilte hoved fra krop. At  mine forældre elskede mig,  mit hoved, min krop, men ikke de to ting tilsammen: Det var vel noget med skidt for sig og snot for sig. Fedt og læder, garn og barn.

Sagen er, at man ikke  kan ikke elske en agurk for at være en avocado. Eller rettere: det kan man godt, men det ender skidt. Både dem, der elsker det ene og det andet, ender med at blive skuffede. Ingen får, hvad  de håber på. Sagen er, at jeg er et slukket håb, en skuffelse. En prik uden i, et priviligeret nul, en utaknemlig avocado. Shame on me. Kh