Louise Juhl

”Lille Peter Edderkop kravler op ad muren. Regnen den kom og skylled´ Peter ned. Så kom solen og tørred´ Peters krop. Lille Peter Edderkop kravled´ atter op”

Du synger smukt, mor.
Glæden kan man ikke stole på, vel mor? Alle de tænder man afslører, når man smiler, siger du. Tænder der alle falder ud med tiden: I dag blanke og hvide, snart rådne og møre – er det ikke det du siger? At glæden er utilregnelig, at kroppen krummes og huden krymper. At det samme gælder lykken, ikke mor? Den krummes, den krymper.
Linda er ikke en god pige. Linda er en rådden tand, der falder ud af mors mund, når mor smiler. Linda er utilregnelig. Hun suger og suger af mors mælk for så at vende ansigtet bort. Linda får mor til at krummes. Ikke mor? Mor var glad engang, men glæden er ikke til at stole på. Nu er mors hud krympet og kinden er ru. Det er Lindas skyld. Linda er en sugekop, en sulten tarantel, en kødædende plante. Linda har suget af mor så hun er krympet.
Ikke mor?
Lykken er en skøge. Lykken er ikke andet end bedøvende dufte, der luller os i søvn. Lykken er lokkende lys for enden af tunneller, man aldrig vender tilbage fra. Lykken er listig, lykken er synet af vand i en ørken, som vi griber efter. Så folder vi hænderne til en skål, og fører den læskende væske op til munden. Og. Og?
Bluf. Puf. Lykken pist borte.
Er det ikke dét, du har lært mig mor? At at alting ender, lykken ikke mindst?
Linda ved det. Linda smiler og afslører sin beskidte mund, der burde vaskes med sæbe. Linda er en tøjte, en krympet, krybende, kravlende glædespige.

”Lille Linda Sugekop, suger sig til moar. Så kommer mælken og Linda suger til. Så kommer sulten og Linda suger tæt. Men Lille Linda Sugekop bliver aldrig mæt”