Louise Juhl

Kære sten

For nogle år tilbage gik jeg en tur ned til vandet, kort efter fandt jeg mig selv vandrende. Frem og tilbage. Mit ansigt stift var rettet mod vandkanten, mine øjne på jagt efter et eller andet. Rav velsagtens – eller blæretang, skjoldet af en krabbe. Men så fik jeg øje på dig, du lå og så ud af ingenting. Jeg mener, lidt grå og lidt brun, ikke flad, ikke rund, hverken stor eller lille. Jeg hviskede, “jeg ved, hvordan du har det”. Jeg tog dig op, spyttede på en finger, fugtede din overflade. Et øjeblik skinnede du, for så igen at tørre ud, blegne. Jeg lagde dig i lommen på min jakke, der lå du indtil forleden, da jeg ved et tilfælde fandt jakken og stak hånden i lommen. Jeg tog dig frem, du lignede dig selv, stadig samme farve eller nej: stadig samme mangel på farve. Stadig hverken stor, lille, rund eller flad. Alligevel mærkede jeg en forskel i hånden, det var noget med tyngden. Måske vejede du mindre dengang, eller måske er mine hænder blevet følsomme, jeg ved det ikke. Måske betyder det ikke så meget, måske er det nok at vide at alt forandrer sig. Også sten.

Kh 
L