Louise Juhl

Kære hul i min sok
Jeg kender godt følelsen. Af at være et hul altså – og så i en sok. Man skal jo starte et sted, og de fleste af os starter præcis som dig, på bunden, og kæmper os op. Op og op og op. Ikke fordi vi ved, hvad vi skal deroppe, men fordi det lyder så dumt at sige, at man kæmper sig ned. Og hvem ved, pludselig en dag er man måske heldig at ramme toppen: Nogen løfter en hånd, peger og råber: Se! Et hul i skydækket. Det er dig, de peger på. De smiler, hilser endda: ‘Hej hej, hul’.
Den dag bliver en god dag, tror jeg.
Kh