Louise Juhl

Kære Jakob

Hvad forstår jeg mig på farver (azur, kobolt, magma), for mig er natten hverken blå eller sort, men gråtonede pixels: talrige små kvadrater, der flytter sig for sig selv, og på den måde hele tiden efterlader små huller at fylde ud.

Det værste ved natten er derfor ikke manglen på blå eller sort, men det, at jeg er nødt til igen og igen at hælde drømme i de huller, der opstår, for ikke at vågne.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal drømme om, når jeg kun har virkeligheden at trække på.
Drømmens placebo er virkeligheden, og virkelighedens medicin er drømmene.
Kan du se problemet, Jakob?

Hvorfor gøre sig umagen at lade som om, at jeg er vågen?

Kh
Rosa